Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

Punktroman om en drengs svære og omskiftelige barndom præget af en psykisk syg mor, som ikke evner at tage vare på ham. Trods mistrivsel og selvskade er han god til at skjule for omverdenen, hvor svært han har det. For læsere af ny dansk litteratur

Beskrivelse

Drengen bor på Amager med moren, som drikker og er psykisk syg. Han har lært at tilpasse sig morens svingende sindstilstand, men er overladt til sig selv meget af tiden. Da moren indlægges, flytter han ind hos mormoren og senere faren, som han ikke kender. Han mistrives, gør skade på sig selv og involverer sig seksuelt med en mandlig atletiklærer. En psykolog forsøger at hjælpe ham, men han har tidligt lært at holde facaden og ikke lade nogen komme sig nær

Vurdering

Fragmenteret, sanselig, poetisk og samtidig barsk fortælling om en barndom og ungdom præget af ensomhed og omsorgssvigt. Romanens kronologi er ikke lige ud af landevejen, og handlingen er punktnedslag i situationer oplevet gennem barnets perspektiv, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen. Abstraktionsniveauet er højt og kræver noget af læseren

Andre bøger om samme emne

Omsorgssvigt er et væsentligt tema i litteraturen, se fx Drengen på stigen : roman og Hvis der skulle komme et menneske forbi : roman. Det er nærliggende at henvise til forfatterens ungdomsromaner Dæk mig med huller og Når man forveksler kærlighed med en saks, som også kredser om tunge emner som mistrivsel, ensomhed og destruktiv adfærd