Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

Mhairi McFarlanes 2 første bøger udkommer nu på dansk. Det er chick lit for voksne kvinder, som gerne vil læse underholdende romaner om emner, de selv kan relatere sig til

Beskrivelse

"Fra og med dig" handler om Anna Alessi. Hun er en veluddannet og smuk singlekvinde, som dater på livet løs. Men i folkeskolen var hun ekstremt overvægtig og blev mobbet på det groveste. Én ting er at forsøge at glemme sit dårlige selvbillede, en anden ting er pludselig at skulle konfronteres med skolens værste bølle. I "Det er ikke mig, det er dig" lever Delia et lidt kedeligt, men stabilt liv som pressemedarbejder på kommunen. Hun har været sammen med kæresten Paul i 10 år. Men da hun opdager at han er utro, må hun tage hele sit liv op til revision

Vurdering

Skønne humoristiske bøger som er skrevet i et levende sprog og foregår i England. De tætskrevne sider bliver hurtigt læst og man er godt underholdt hele vejen i gennem. Forfatterens skotske fornavn udtales "Vah-Ree", og det kommer snart på alles læber, da hun kommer til at gøre de kendte chick lit-forfattere rangen stridig. De grafiske forsider er holdt i samme farvenuancer selvom bøgerne ikke hænger sammen i øvrigt. Forfatteren har udgivet foreløbigt 4 bøger i England

Andre bøger om samme emne

De mange fans af Marian Keyes' romaner vil også elske Mhairi McFarlanes romaner, som har et lidt mere moderne og realistisk tilsnit