Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Kendinge af John Irving vil kaste sig over I én person, men kan man generelt lide nutidig amerikansk litteratur, går man ikke galt i byen med denne hans trettende roman

Beskrivelse

Hovedpersonen og fortælleren, William "Billy" Abbot, beretter om sit liv fra han som 13-årig i 1960'erne bliver opmærksom på sin spirende biseksualitet og om det delvist fatale møde med den transkønnede bibliotekar, der kommer til at forme rammerne for resten af Billys liv. Vi hører om hans noget specielle familie, hans venner og kærlighedsforhold til mænd og kvinder, de problemer hans livsførelse giver ham og passionen for litteratur og skuespil, der også former ham. Men også om den frygtelige periode i 1980'erne og 1990'erne, hvor AIDS brød ud i lys lue og ramte mange af de mennesker, Billy holdt af. I en pérson er spændende og sine steder gribende. Den er forholdsvis alvorlig, men med humoristiske islæt hist og her. Det er dog ikke humoren, der bliver lagt vægt på i denne John Irving-roman. Bogen er en sikker anskaffelse på alle biblioteker

Sammenligning

John Irving har i I én person skruet ned for humoren i forhold til nogle af hans andre tidligere romaner. Derfor kan man måske godt blive lidt overrasket over graden af alvor i denne bog, hvis man har læst andet af ham

Samlet konklusion

Kendere af John Irvings bøger vil kaste sig over I én person, men vil måske blive overrasket over, hvor seriøs bogen er i forhold til nogle af de andre titler i hans forfatterskab. Bogen kan dog stærkt anbefales