Lektørudtalelse

I det indledende "Intro" i Pia Tafdrups nye digtsamling optræder der et stykke "stjernehvidt papir, fyldt/ af noget, der vil kaldes frem." Det der kaldes frem i den efterfølgende suite af tekster, "Glemslens grotesker", er et dyk ned i forfatterens personlige erindring om sin far, der først langsomt forsvinder ind i demensens stadier af forvirring, glemsel og sprogløshed. Siden kommer han på plejehjem, inden den definitive adskillelse ved hans død. Digtene beskriver nøgternt, men med stor sproglig sensibilitet, den smertelige proces, når et elsket menneske ændrer personlighed og kommer til at leve i en særverden, hvor sprogets logik og rationalitetens love er sat ud af kraft: "Jeg har opstillet regnestykker,/ som ikke vil gå op -/ der findes trin/ over logikken,/ solsystemer af uforklarligheder./ Selvom han lever,/ leder jeg efter/ min far i min far ...". Afmagten, smerten og tabet, men også erindringens sammenhængsskabende billeder, skrives med stor nuancerigdom og sprogligt mesterskab ind i disse umiddelbart bevægende digte. Vel at mærke renset for sentimentalitet og patos, der ellers ligger så snublende nær. Medvirkende hertil er også, at stoffet er indfattet i en litterær og mytologisk, ramme som hæver det op over det private og gør det universelt. Det er stor lyrik med bud til mange - også ud over PT's traditionelle "kernelæsere" - og et hovedværk i forfatterskabet