Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

I 1996 udkom den japanske forfatter for første gang på dansk med En vild fårejagt. Dans, dans, dans er en slags fortsættelse, men kan heldigvis med næsten lige stort udbytte læses alene. Hovedpersonen er den samme, en yngre tekstforfatter, der en del år efter fårejagten drives til at eftersøge den underskønne Kikki, der forsvandt sporløst i Sapporo. Han vender tilbage til det mystiske hotel Delfin, der er væk og erstattet af et splinternyt luksushotel. En del af det gamle hotels mystik er der dog stadig et eller andet sted, og på en hemmelig etage møder han fåremanden, der råder ham til at danse livet igennem. Gennem en række outrerede bekendtskaber, bl.a. en til tider utålelig teenagerpige og en sødsuppe-skuespiller, lader han sit liv styre, danser efter andres piber. Først da han selv agerer aktivt bliver han befriet (fra sit indre får?). Trods de få mytiske passager er bogen meget let læst, fængslende og skrevet i et krystalklart, smukt sprog, og den fortjener mange læsere. Desværre er forgængeren meget sværere at kapere, så rådet til mine lånere vil være at starte her og evt. kaste sig over fårejagten senere, når de er blevet grebet af Murakamis univers. En flot, moderne udviklingsroman i et universelt miljø, meget amerikaniseret, meget lidt orientalsk