Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Fra København til indlandsisen fører denne forrygende spændingsroman, der starter med en lille grønlandsk drengs død. Sporene i sneen tyder på en forbrydelse, som en ung videnskabskvinde sætter sig for at udrede. Til læsere der vil udfordres af intelligent litteratur

Beskrivelse

37-årige Smilla er glaciolog og udstyret med en leksikal viden om is og sne - og dertil en inderlig vrede og skepsis over for dansk kultur og samfund. Da hendes lille nabo, 6-årige Esajas falder ned fra et snedækket tag og dør, sætter hun al sin viden og kølige logik i spil. Detektivarbejdet fører dels rundt i glaciologien dels fra København til den grønlandske indlandsis i hælene på korruption og en dansk forskers overgreb på naturen

Vurdering

Fremragende litterær spænding, der sprænger grænser med sin nyskabende, journalistiske og naturvidenskabelige tilgang til en nyskabende og komplicerede detektivroman. Elementært spændende med Smilla som en cool karakter, der med sine analytiske evner og sin utilpassethed og vrede mod det danske samfund konstant udfordrer og imponerer læseren. En roman, der kun kan begejstre og som betegner et nybrud i både dansk og international litteratur med sin legende måde at nedbryde og genskabe både genrer og litterære metoder

Andre bøger om samme emne

11. uforandrede udgave af romanen fra 1992 har fået nyt fotografisk omslag. Dinosaurens fjer, Det sidste spørgsmål og Slangen i Sydney spinder også naturvidenskabelige tråde i spændingsplottet