Koncert spillet på kagedåse, skægge ord og magisk is

09.08.13
Det er i grove træk, hvad årets Kulturelle Folkefest i Skælskør gemmer på til børn og deres familie. Og nu sidder du sikkert og overvejer, hvad hulen det egentligt betyder? Afsløringen kommer her: Lydland, Hr. Skæg og Ice for kids. 
 
Fredag aften klokken 19.30 skydes årets fest i gang med en fantastisk koncert med Lydland på Skælskør Bibliotek. Lydland er en kvartet bestående af nogle af Danmarks bedste musikere, blandt andre Sille Grønberg og Palle Windfeldt, der tidligere har gæstet biblioteket sammen med Djanzz. De kommer og skaber en musikalsk oplevelse for hele familien. Nogle numre er komponeret på forhånd, mens andre opstår i fællesskab med publikum – for hvem ved om glasset i salen eller væggene er det, der giver den bedste lyd og kan sende os ud til fjerne galakser? 
 
Lørdag er det tid til at finde isens indre væsen, når Søren Cip kommer med massevis af isklumper. Ud af disse får børnene mulighed for med mejsel og varme fingre (eller varme er de i hvert fald til en start!) at skabe smukke kunstværker. OG ja, isen smelter, men det giver bare kunsten endnu mere karakter. På pladsen foran biblioteket bliver skulpturerne udstillet, så alle der kommer forbi biblioteket kan få at se, hvad der er blevet kreeret i lørdagens løb. Er du under 9 år, skal du lige huske at tage en voksen med, der kan hjælpe med mejslen.
Det sidste store arrangement for børn er show med Hr. Skæg, lørdag klokken 16.00 i Det Røde Pakhus på havnen. Han kommer med sit show om ord og bogstaver. Alfabetet er for så vidt ligetil. ABC og så videre. Men ord altså, de er ikke lige sådan at bide skeer med. Der er ingen konventionel ord-række, ingen helt faste formler i sproget, men heldigvis er missionen klar: Med begejstring, charme, respekt og altid i børnehøjde bliver dét, der er svært, til en leg. Hr. Skæg har skægget fuldt af overraskelser.  Vi kommer forbi første skoledag, STORE og små bogstaver, begreber, endelser og talemåder – og måske bliver der også plads til en enkelt sang om bandeord! 
Skal du med? Så husk at få en billet! Både børn og voksne skal have billet til Lydland og Hr. Skæg. Billetterne er gratis og udleveres på Skælskør Bibliotek fra mandag, den 12. august kl. 10.00 eller du kan selv booke billet på www.slagelsebib.dk.  
 
Og så er der selvfølgelig masser af andet på programmet for både børn og voksne. Se det fulde på program på www.ar2000.dk. 
Koncert med Lydland, show med Hr. Skæg og Ice for kids finder sted i samarbejde mellem Skælskør År 2000 og Slagelse Bibliotekerne.