Når biografen er lukket...

23.12.21
Så er det godt at vi kan se film på Filmstriben - men det ville nu være skønt, hvis biografen også var åben. På Filmstriben kan du finde mere end 3500 film for voksne og du kan herunder se et lille udvalg. Filmstriben er ganske gratis at bruge for lånere bosat i Slagelse Kommune.

Minari
Jacob og Monica har forladt Korea for at søge lykken i mulighedernes land, USA. Efter et par år med hårdt arbejde i Californien køber de et stykke land i Arkansas, hvor Jacob vil forsøge at etablere en farm. Monica er ikke begejstret over at skulle starte en ny tilværelse i en faldefærdig husvogn midt i ingenting, så hun ser frem til, at hendes mor, Soonja, snart ankommer fra Korea for at bo og hjælpe med børnene. Da den excentriske og storbandende kvinde ankommer, vender det op og ned på den lille familie, og syv-årige David synes, at mormor er pinligt koreansk. Men livet på landet er en ny og åben verden, hvor en særpræget familie kan finde fælles styrke og måske virkeliggøre den amerikanske drøm. 'Minari' er en smuk fortælling om, hvordan planter såvel som mennesker forsøger at slå rødder og finde et hjem på fremmed mark. Filmen har vundet en Golden Globe og Yuh-Jung Youn vandt en Oscar for bedste birolle. 'Minari' var nomineret til seks Oscars.

The father
Anthony er en kultiveret mand. Han lytter til opera, spiller klassisk musik og læser stor litteratur. Men Anthony har Alzheimers, og det skaber store udfordringer for hans omsorgsfulde datter, Anne. Hun forsøger at gøre tilværelsen så god som mulig for sin far ved at lade ham blive i sine vante omgivelser. Anthony skræmmer imidlertid alle sine hjemmeplejere væk, og efterhånden som hans greb om virkeligheden smuldrer, bliver Anne nødt til at træffe et svært valg – for sig selv og for sin far. Anthony Hopkins og Olivia Colman leverer skuespil i verdensklasse i denne gribende og stærke fortælling om den ubetingede kærlighed til dem, man elsker allerhøjest.

Paradisets børn
Nyrestaureret udgave. I centrum står den underskønne og livskloge Garance, som er omsværmet af den drømmende mimiker Baptiste, den ambitiøse skuespiller Frederick og forbryderen Lacenaire. Både Baptiste og Frederick arbejder ved Funambules teater, hvor de håber på det store gennembrud, mens teaterdirektørens datter, Nathalie står i kulissen og er hemmeligt forelsket i den sværmeriske Baptiste. ’Paradisets børn’ regnes af mange kritikere for verdens bedste film nogensinde.

Reign of assassins
Actionmesteren John Woo er tilbage! Oldtidens Kina - en hemmelig verden af kampspecialister og hitmen. Da den kvindelige lejemorder Zeng Jing beslutter at trække sig tilbage og vie sit liv til at redde resterne af en mytologisk, buddhistisk munk, får hun et helt hold af mordere efter sig. Og snart må hun kæmpe både for sit liv og for sin bagage!

The Awakening
England, 1921. Det okkulte er på alles læber, men spøgelsesjægeren Florence Cathcart er iskold skeptiker. Da hun hyres til en mystisk sag på et gammelt børnehjem, er hun overbevist om, at der er tale om drengestreger... Indtil hun møder et syn, der går igennem marv og ben! Pludselig er spøgelsesjægeren jaget af det uforklarlige... af et genfærd i barnekrop... og af et børnehjem, der bliver mere klaustrofobisk for hvert sekund!

The Quiet American
Vietnam 1952. Korrespondenten Thomas Fowler skal dække de blodige sammenstød mellem franske kolonister og kommunistiske guerillaer. Han får mistanke om, at der sandsynligvis er en tredje magt på spil. CIA er da også involveret og har en stilfærdig amerikaner som agent.

Henrik V
Henrik V, der er af fransk fyrsteslægt, hævder at have krav på Frankrigs trone. Med en lille hær overrasker og besejrer han det totalt uforberedte Frankrig. Efter nederlaget indvilger den franske konge i alle hans krav og giver sin datter til ægte.

Hærværk
Filmatisering af Tom Kristensens klassiske roman om det selvdestruktive menneske. Litteraturkritikeren Ole Jastrau vælger at frigøre sig fra sin velordnede, borgerlige tilværelse. Han lader den stærkt venstreorienterede forfatter Steffensen flytte ind hos sig, hvad der snart medfører opløsning af hans hjem og hans ægteskab. Akkompagneret af gevaldige drukture kvitter Jastrau dernæst arbejde, omgangskreds osv. i en søgen efter en dybere mening med tingene.

Duften af roser
Tidligere var Eve og hendes landsted en af verdens mest hyldede skabere af nye roser. Nu er hendes livsværk på grænsen til bankerot, men Eve er en stolt kvinde, som nægter at give op. Hendes sekretær skaffer tre medarbejdere fra den lokale arbejdsformidling, og sammen lægger de en umulig plan, som skal redde gården fra konkurs. Klassisk feel-good film om modsætninger, der mødes og smuk musik opstår i en verden af smukke roser og guddommelige dufte.

Herself
'Herself' handler om en kvinde, der endelig kommer ud af et voldeligt ægteskab. Men livet som fraskilt i Dublin med to små piger, er ikke let. Med fysiske og psykiske ar efter års hustruvold og under pres fra bureaukratiet, døtre, der lider under situationen, to forskellige jobs, eksmandens tilnærmelser og løfter om, at de kan flytte sammen igen, træffer hun en stor beslutning.

De forbandede år
Karl Skov ejer en elektronikfabrik og bor i en storslået villa nord for København sammen med sin kone og fem børn. For at undgå konkurs begynder han - mod sin overbevisning - at producere til tyskerne.

First Cow
Kokken Cookie er rejst mod vest til Oregon i selskab med nogle højrøstede pelsjægere. Her møder han en kinesisk indvandrer, King Lu, som også er på jagt efter lykken. Sammen åbner de en lille, men fremgangsrig forretning ved at bage med stjålen mælk fra områdets første og eneste ko.