Biblioteksbriksen
Biblioteksbriksen

BiblioteksBriksen

29.07.21
Vi hugger lidt fra Brinkmann - og så gør vi det på vores helt egen måde.

”Vi mennesker er mystiske, mærkelige og forunderlige størrelser”, skriver Svend Brinkmann i introduktionen til Brinkmanns briks og de over 100 podcast, der ligger på DR LYD.

Det er svært at være uenig i. Men hvad kan vi bruge det til?

Den første onsdag i de kommende fire måneder afholder Slagelse Bibliotekerne som noget helt nyt en række arrangementer, vi kalder BiblioteksBriksen. Det er en samtaleklub, hvor vi tager fat i emner, der alle har været behandlet i Brinkmanns briks på Danmarks Radios P1. 

Vi har udvalgt fire emner, der zoomer ind på tidens herskende tendenser og idéer. Vi tager hver gang fat i en ny podcast som udgangspunkt for gode samtaler, der fører os rundt om og videre med det givne emne. Det vil handle om os selv, hinanden og alle de andre – som mennesker. 

Det er ikke en forudsætning som deltager, at du har læst filosofiske værker eller er bekendt med alle de store tænkere, der har gæstet eller bliver nævnt hos Brinkmann i radioen, men du skal naturligvis have lyst til at samtale om emnerne ud fra dine egne erfaringer og der, hvor du er i livet.

Vi sætter rammerne for en række hyggelige, spændende og inspirerende aftener med lidt godt til maven og ganen i loungen i udlånet på Slagelse Bibliotek.

Tilmelding
Du tilmelder dig alle BiblioteksBriksens fire mødegange. Vi har plads til 12 deltagere, og det er først til mølle. 

Tilmeld dig her (Nyt vindue)

Første gang er onsdag den 1. september kl. 19.00 – 20.30. Emnet er ”Det gode menneske”. Podcasten blev sendt onsdag den 28. april og kan høres på DR LYD på dr.dk. Alle podcast varer en lille times tid. 

Ved tilmelding (og umiddelbart efter deadline for denne) vil du modtage lidt information på mail vedrørende den aktuelle podcast og lidt supplerende læsning.

Vi glæder os rigtig meget til efterårets gode samtaler i BiblioteksBriksen.

Kontaktpersoner:
Kit Mikkelsen: khmik@slagelse.dk
Lone Arevad: loare@slagelse.dk