Gavrilo Princip af Henrik Rehr

Af Anonym (ikke efterprøvet)
23.08.14
Anbefalet af Arne Larsen. Sort/hvid tegnet roman om manden, der ændrede et århundrede og startede 1. verdenskrig.

Anbefalet af Arne Larsen.

Sort/hvid tegnet roman om manden, der ændrede et århundrede og startede 1. verdenskrig. Denne tegneserie er et ypperligt og flot bevis på, at genren kan mere end bare ren og skær underholdning.

28. juni 1914 blev startdatoen for 1. verdenskrig, som blev afsluttet 4 år senere, efter at 15 millioner var omkommet.
Gnisten, som antændte det hele, var mordene på ærkehertug Franz Ferdinand og dennes hustru i Sarajevo. Morderen var den unge bosnier og serbiske nationalist Gavrilo Princip, som var medlem af den anarkistiske oprørsgruppe ”Den sorte Hånd”. Efter drabene erklærede Østrig/Ungarn krig mod Serbien. Rusland støttede Serbien, og da Tyskland med kansler Bismarck i spidsen stillede Rusland et ultimatum, blev både Frankrig og England indblandet, og verdenskrigen var en realitet.

Men hvem var denne unge mand, som fik så afgørende historisk betydning?
Tegneserien skildrer både hans liv og opvækst, men også hvilke omstændigheder, der fik ham til at handle, som han gjorde. På grund af sin unge alder blev Gavrilo faktisk ikke henrettet men døde af tuberkulose i fængslet.
Sideløbende med skildringen af Gavrilo fortælles også historien om kejseren, og begge mænd, så forskellige de end var både af sind og miljø, havde paradoksalt nok de samme drømme om at gøre en forskel.

Dansk Henrik Rehr, som bor og arbejder i USA, har med denne udgivelse nået sit foreløbige kunstneriske højdepunkt. De sort/hvide tegninger og den grafiske opbygning er perfekte til denne historiefortælling, og som læser får man virkelig et godt indblik i hele baggrunden for den grusomme krig.
I modsætning til f.eks. Tardi er det dog ikke selve krigen, men årsagen til den, som forfatteren har været på jagt efter. Alligevel lykkes det ham ikke desto mindre også i glimt at berette om selve de mange dræbte, og så sandelig også at drage paralleller til lignende nutidige problemstillinger.

Selvom tegneserien ikke er nem at gå til, og indimellem bliver lige lovlig dyster, så er det god underholdning og noget af en bedrift, forfatteren har leveret.

I forbindelse med 100-året for 1. verdenskrig vil der overalt i Europa være en lang række markeringer, og denne tegneserie udkommer da også i flere forskellige lande.

Lån den på Slagelse Bibliotekerne