Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
Gratis
Target

Biblio Bio

Så er det tid til at starte Månedens film igen på Slagelse Bibliotek. Månedens film vises altid den første torsdag i måneden kl. 19.00.

Der vises en skøn blanding af nyere og gamle film, de sjove og de alvorlige – alt sammen film, der spænder bredt og som ikke længere er at finde på biografernes lærred.

Vi må ikke offentliggøre titlen på Månedens film, men måske du bliver klogere af nedenstående beskrivelse - og hvis ikke oplyses titlen på biblioteket. 

Vi starter med et medrivende drama om et mørkt kapital i verdenshistorien. I 1933 er den unge walisiske reporter Gareth Jones på alles læber, da han som en af de få får et interview med Adolf Hitler. Til sin næste artikel ønsker han at drage til Sovjetunionen for at undersøge, hvordan kommuniststaten er i stand til at gennemføre en så hurtig modernisering af landet og ditto oprustning af hæren. Målet er at lande et interview med Stalin, men rejsen bringer ham ulovligt til Ukraine, hvor han på mareridtsagtig vis, får svar på Sovjets fremgang. Som førstehånds vidne oplever han, hvordan russiske soldater med vold lænser landet for dets værdier og efterlader sig millioner af sultende ukrainere. Samtidig er russerne på sporet af den chokerede journalist, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at den forfærdelige sandhed ikke bliver spredt…

Filmen giver et skræmmende billede af et glemt folkemord og er en uhørt stærk og spændingsmættet dramathriller, der ikke efterlader nogen uberørt. Det, som Gareth afslørede, var så grusomt, at det inspirerede hans ven, forfatteren George Orwell, til at skrive ”Kammerat Napoleon” (”Animal Farm” – 1945).

Det er polske Agnieszka Holland, der har instrueret filmen. Rollen som Gareth Jones indtages af den britiske skuespiller James Norton, som bl.a. er kendt for sit arbejde på tv-succesen Grantchester.

Vil du vide mere om det ukrainske folkemord har biblioteket indkøbt den amerikanske journalist og historiker Anne Applebaums bog "Rød Sult: Stalins hungersnød i Ukraine"

Instruktør Agnieszka Holland
Polen, Storbritannien, Ukraine 2020
Spilletid 114 minutter
 

 

Materialer

GennemseGennemse
  • Bog

Rød sult : Stalins hungersnød i Ukraine

Af Anne Applebaum (2018)
En hungersnød, som i 1930' erne kostede fire millioner ukrainere livet, var politisk orkestreret af Josef Stalin...
Læs mere