Om dette arrangement

Tid
14:00 - 16:00
Pris
Gratis
Bibliotek

Biblio Bio

Biblio Bio viser film om eftermiddagen kl. 14.00 den fjerde torsdag i måneden. I samarbejde med Ældre Sagen i Slagelse viser vi film der appellerer til det brede publikum.

Vi må desværre ikke annoncere med filmens titel udenfor biblioteket, men den kan måske gættes på nedenstående teaser – og hvis ikke, så oplyses titlen på biblioteket.
Arrangementet er gratis - men husk tilmelding.

Biblio Bio viser engelsk film om en meget speciel læseklub.

London 1946. Livet er så småt begyndt at vende tilbage til det normale efter krigen. Den unge forfatter Juliet Ashton planlægger en tur rundt i England for at gøre reklame for sin seneste bog. Under pseudonymet Izzy Bickerstaff har Juliet udgivet samlinger af anekdoter om dagliglivet under Anden Verdenskrig.

Midt under forberedelserne til den kommende bogturne modtager hun et brev fra et medlem af en mystisk læseklub, som blev stiftet på den nazi-besatte ø Guernsey. Hendes nysgerrighed bliver vækket, og Juliet beslutter sig, trods modstand fra sin gode ven og forlægger, for at besøge øen. Her møder hun de søde og excentriske medlemmer af øens meget specielle læseklub, som opstod ved en tilfældighed, men blev et skalkeskjul for beboerne til at mødes uden for tyskernes skarpe opsyn og dyrke fællesskabet ved hjælp af læsning, samtale og fantasifulde, men nøjsomme måltider. Under sit ophold på øen lykkes det Juliet at vinde klubmedlemmernes fortrolighed og få fortalt om livet på Guernsey under tyskernes mangeårige besættelse af den isolerede ø og nogle af krigens hemmeligheder.

Filmens er baseret på en roman af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows. Den findes i en dansk oversættelse på biblioteket.
Filmen er ikke tidligere blevet vist i danske biografer.

Instruktør Mike Newell

England 2018

Spilletid ca. 120 minutter

Film derhjemme
Kan du ikke vente til det bliver tid til at se film på bibliotekerne, så er der altid mulighed for at streame film via Filmstriben og bibliotekerne har også mange film til udlån.