Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Target
Bestil billet(ter)

Biblio Bio 19

Den første torsdag i hver måned vises der film kl. 19.00. Repertoiret er kunstneriske film, film fra eksotiske filmlande, nye såvel som gamle klassikere og film der ikke tidligere er har været vist i den lokale biograf.

Vi må desværre ikke annoncere med filmens titel udenfor biblioteket, men den kan måske gættes på nedenstående teaser – og hvis ikke, så oplyses titlen på biblioteket.
Arrangementet er gratis - men husk tilmelding.
 

Biblio Bio viser kritikerrost amerikansk film, ikke i dansk biografdistribution
En af de helt store filmoplevelser fra filmsæsonen 2010/11 var den amerikanske instruktør Debra Graniks film Winter’s Bone. En film uden kendte skuespillere, med et lille budget med få reklamemidler. Filmkritikerne elskede den og sparede ikke på store ord og superlativer. Det og takket være visninger på flere filmfestivaler, fik publikum også kendskab til filmen. Winter’s Bone endte med at vinde over 60 filmpriser, blandt andet den danske Bodil pris i 2012.

Nu otte år senere er Debra Granik tilbage med en lige så stemningsfyldt og stilfærdig fortælling om stille eksistenser, der lever i udkanten af det moderne samfund. Også denne nye film er faldet i kritikernes smag. Således skrev Politiken: ”Filmkunst i høj klasse” og engelske Guardian ”Fejlfri og dybt berørende”.

En teenagepige og hendes far lever en skjult tilværelse i skoven tæt på storbyen Portland. Faren Will (spillet af Ben Foster), en krigsveteran, lærer sin datter Tom (spillet af Thomasine McKenzie) at udnytte naturens ressourcer. Det virker idyllisk, uden at være romantisk. For jorden er våd, maden er ofte knap. Deres selvvalgte isolation varer dog ikke evigt. De lokale myndigheder blander sig og tvinger dem tilbage til det samfund og levevis, de ellers havde vendt ryggen til…

Til trods for at filmen har været vist på store internationale filmfestivaler som Sundance Filmfestival og Cannes har filmen ikke fundet vej til de danske biografer og kun blevet vist ved nogle få særarrangementer i Danmark. Så se den her.

Instruktør Debra Granik
USA, 2018
Spilletid ca. 110 minutter