Invitation: Kig ind i fremtidens Korsør Bibliotek
Hvordan kommer Korsør Bibliotek til at se ud i fremtiden? Det kan du blive meget klogere på, når vi inviterer til borgermøde torsdag den 26. november kl. 17.00-18.15 på Spillestedet i Korsør Kulturhus.
Af Katrine Jørgensen
Biblioteket står over for en spændende udvikling, og på mødet præsenterer vi visionerne, planerne og tankerne bag bibliotekets nye rammer. Her får du mulighed for at høre mere om, hvordan fremtidens bibliotek kan blive et inspirerende sted for læring, oplevelser, fællesskab og kultur.
På aftenen kan du møde Tue Frøsig Fabricius, leder af Kultur og Biblioteker, samt designerne fra Proudlypresent, som står bag projektet. De vil fortælle om processen og give et indblik i de idéer og løsninger, der skal forme det kommende bibliotek.
Der vil desuden være mulighed for en rundvisning i de kommende lokaler, så du kan få et første kig på de fysiske rammer og danne dig et indtryk af, hvad der venter.
Vi glæder os til at dele planerne med jer og håber at se mange interesserede borgere til en spændende aften om fremtidens Korsør Bibliotek.