For voksne

Demensuge 19

I uge 19, fra den 6. til 12. maj 2025, markeres den nationale Demensuge over hele landet – også her i Slagelse Kommune.

Af Katrine Jørgensen

På Slagelse Bibliotekerne er vi med til at sætte fokus på demens og skabe større forståelse for, hvordan livet med demens ser ud – og ikke mindst hvordan vi som borgere kan være med til at gøre hverdagen nemmere og mere inkluderende for mennesker med demens og deres pårørende.

Gennem hele ugen vil der være arrangementer, aktiviteter og oplysningsindsatser på tværs af kommunen, hvor fagpersoner, organisationer, frivillige og mange andre aktører står sammen om budskabet: Et demensvenligt samfund begynder med os alle.

Erindringsbio på Slagelse Bibliotek – 9. maj

Et af bibliotekets bidrag til Demensugen er Erindringsbio – en hyggelig eftermiddag med fokus på fælles minder og gode grin.

Arrangementet er den 9. maj 2025 kl. 14:30 – 16:00 på Slagelse Bibliotek. Det er gratis, men kræver tilmelding HER

Vi ser korte filmklip fra 1950’erne og 1960’erne – fra skolegang, hverdagsliv og ferietid – og taler om minderne, de vækker. Det hele foregår i rolige og trygge rammer med plads til nærvær og samtale. Arrangementet er særligt tilrettelagt for mennesker med demens og deres pårørende.

Materialer om demens

I forbindelse med demensugen har vi også lavet materialeudstillinger på bibliotekerne i Slagelse, Korsør og Skælskør, hvor man blandt andet kan blive klogere på at involvere mennesker med demens i kulturtilbud. Det er også muligt at låne materialer om demens på bibliotekerne. Tjek vores hjemmeside eller spørg personalet på dit lokale bibliotek.

Flere tiltag året rundt

Slagelse Bibliotekerne arbejder løbende med demensvenlige tiltag. Blandt andet laver vi højtlæsning på lokale plejehjem og udlåner erindringskasser med genstande fra forskellige årtier, som kan bruges i samtaler og aktiviteter med mennesker med demens. Personalet er også opmærksomme på mennesker, som bærer demenssymbolet på tøjet. Demenssymbolet er et tegn til omgivelserne om at udvise særligt hensyn eller hjælp.

Du kan også se hele oversigten over Slagelse Kommunes øvrige aktiviteter i Demensugen her:
Demensugen i Slagelse Kommune – se programmet