For børn

Læs med Hundebanden

HundeBanden er en serie på DR Ramasjang. Her møder vi hundene Messi, Power, Chloé, Alba og Ollie, som drager ud i verden sammen med et barn, for at mærke på egne hundekroppe, hvordan det er at være barn.

Af Gunver Olsson

De fem hunde er meget forskellige med hver deres interesser. Det de har til fælles er dog, at de – som de fleste børn - elsker at blive læst højt for. Derfor siger vi “Læs med HundeBanden”, og udvider HundeBanden til også at rumme biblioteksbrugernes bløde bedstevenner – om det er de levende eller dem i bamseform. Nederst finder du Hundebandens anbefalinger og masser af gode bøger om og med hunde.

BREAKING: Det er sundt at læse
Det er vigtigt, fordi når børn (og deres voksne for den sags skyld) læser højt, så træner de deres højtlæsningsfærdigheder, de får øvet sig i at læse, og når man læser jævnligt, øges lysten til at læse samtidig. Før man ved af det, ender man sågar i en god spiral.

Men hvorfor læse højt for kæledyr og bamser? 
Mange børn bryder sig ikke om at læse højt for kammerater eller forældre. De kan blive ramt af præstationsangst, eller bekymrer sig om, om de begår fejl, læser langsomt eller at lytteren keder sig. 

De bekymringer ryger ud ad vinduet, når publikum i stedet er en blød bamse, en hengiven hund, eller måske en godhjertet guldfisk. Kæledyret og bamsen lytter bare tålmodig, uden at dømme, uden at afbryde og uden at rette. De har ikke vasketøj der skal hænges op, eller en notifikation fra Aula, der skal tjekkes. De har bare tid og tålmodighed.

Gør det nemt og hyggeligt
Derfor opfordrer vi til at I – de voksne - sørger for at dyrke læsehyggen derhjemme. Hjælp børnene i gang med at læse for hunden, undulaten, den vandrende pind eller yndlingsbamsen. Gør det nemt ved at skabe gode rammer omkring læsestunden. Bløde puder, lækkert lys og børnenes favoritsnacks.

Og så skal du selvfølgelig gå foran med det gode eksempel og læse selv. Både i dine egen bøger og højt for dine børn og sammen med dine børn.

Psst... Vidste du at biblioteket også har læsehunde? Dem kan du læse mere om nederst på siden.

Hundebanden
Hundebanden

Baggrund
'Alle ord tæller' er DRs 3-årige læseindsats, der vil skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser ​og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i alderen 1-14 år. Projektet er støttet af TrygFonden og produceret i samarbejde med Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Center for Undervisningsmidler, Enact:Lab og Centralbibliotekerne.

Book forløb med bibliotekets egne, levende læsehunde: Jytte, Berta og Diana.

Læsehundene Berta, Jytte og Diana
Læsehundene Berta, Jytte og Diana