For alle

Pingprisen 2025

Årets bedste tegneserier og graphic novels kåres hvert år ved Pingprisen, som er Danmarks største tegneseriepris. Uddelingen sker lørdag den 7. juni, hvor de bedste danske tegneserier i en række forskellige kategorier hyldes og fejres med priser.

Af Katrine Jørgensen

Lørdag d. 7. juni uddeles den store danske tegneseriepris Pingprisen. Prisen hylder hvert år de bedste danske tegneserier i en række forskellige kategorier. 

  • Bedste danske tegneserie
  • Bedste danske debut
  • Bedste internationale tegneserie
  • Bedste internationale tegneserie på dansk
  • Bedste børne-/ungdomstegneserie
  • Årets journalistiske tegner 
  • Æresprisen

Priserne gives til de bedste tegneserier og bladtegninger udgivet i 2024, og de fem nominerede i hver kategori er fundet gennem afstemning blandt Danmarks tegneseriekritikere. Nu skal en håndplukket jury finde vinderen blandt de nominerede. 

Hovedprisen er selvfølgelig Årets bedste danske tegneserie, hvor fem danske tegneserier er nomineret (de kan ses herunder):   

  • Aksel Studsgarth og Daniel Hansens dystre noir-neglebider ”Alva i mørket” blander horror, magi og sagnvæsener i en blodig fortælling om klatretyven Alva.
  • Lars Kramhøfts samling af dagsstriber for Information i ”Byens lys 2022-2023” lader eksil-jyden og forfatterspiren Jacob forfølge sine drømme i hovedstaden.
  • Benni Bødker og Christian Højgaards makabre, historiske thriller ”Meschugge” skildrer et København anno 1907, hvor byens jødiske ghetto rystes af et bestialsk mord.
  • Anne Mette Kærulf Lorentsen bedriver familie-arkæologi med den personlige ”Min farfars krig”, hvor nutiden trækker tråde tilbage til farfaderens deltagelse i 1. verdenskrig. 
  • Mette Vedsø og Sofie Louise Dams følsomme børnetegneserie ”Team Vildmark” undersøger mobberi og bagtalelse i fortællingen om pigen Bosse, der er i klemme mellem sine to meget forskellige veninder.

Stor prisfest 

Pingpriserne uddeles hvert år ved en stor prisfest, hvor tegneseriebranchen samles for at hylde årets bedste tegneserier og skaberne bag.

Det er et klassisk awardshow med drinks i høje glas, velklædte værter og rørende takketaler fra glade vindere – der selvfølgelig alle modtager en smuk Ping-statuette. 

I år foregår Pingprisshowet i Kulturhuset Islands Brygge i København. Anders Lund Madsen er aftenens vært og DJ Noize står for musikken. Det bliver et brag af en fest!

Billetter kan købes via pingprisen.dk. Alle er velkomne. 

Hvem står bag? 

Pingprisen er etableret af tegneseriemagasinet Nummer 9 og Dansk Tegneserieråd, og samarbejder med Storm P. Museet, der gavmildt har ladet Pingprisen bruge pingvinen fra Storm P’s klassiske tegneserie ”Peter & Ping”.

Følg Pingprisen på: