Eventspil: Viking Raiders i samarbejde med Trelleborg

Slå dig ned ved langbordet, lyt til den muntre bægerklang, der blander sig med knitrende bål og havets brusen langt væk. Stemningen er sat – så er vi i gang med Viking Raiders!

Af Gunver Olsson

Viking Raiders er et actionfyldt og taktisk kortspil. Og så er det årets eventspil på SLAGELSE SPILLER BRÆTSPIL. Som vikingehøvding er det din opgave at opbygge den største flåde, den mægtigste klan og skrabe mest muligt loot til din bygd. Du finder eventspillet i Stenstuegade 3.

Viking Raiders er for 2-5 spillere (fra 10 år). Spillet er designet af danske Morten Billcliff, og vandt to prominente priser ved UK Games Expo i 2023.

Viking Raiders-eventspillet præsenteres i tæt samarbejde med Vikingeborgen Trelleborg, der har stået for iscenesættelsen af spillet. 

Uden for eventspillet kan du hilse på Trelleborgs dygtige historieformidlere og høre mere om vikingetiden. Du kan desuden deltage i flere aktiviteter på dagen.