Demensvenligt Bibliotek

Bibliotekerne i Korsør, Skælskør og Slagelse er blevet Danmarks første demensvenlige biblioteker

I samarbejde med Alzheimerforeningen og alle de andre demensvenner i Slagelse kommune er vi med til at skabe en demensvenlig kommune.


Personalet på kommunens 3 biblioteker har modtaget undervisning og information om, hvordan man bliver demensven personligt, og hvordan man gør et bibliotek demensvenligt.

Hvad vil det sige at være et demensvenligt Bibliotek?

Det betyder, at personalet er blevet undervist i, hvad demens er. Dermed vil vi lettere kunne hjælpe demente, når vi møder dem i vores dagligdag.
Vi vil, gennem skiltning og informationsmateriale på bibliotekerne, tydeliggøre, hvad vi kan hjælpe med.

Demente har ofte problemer med at koncentrere sig om at læse tekst.
Biblioteket kan tilbyde lydbøger, film og musik. Bøger med stor skrift - eller letlæste bøger kan også være en mulighed, for dem, som kan klare at læse selv. Vi har også bøger som egner sig til højtlæsning (erindringer, bøger om gamle dage, eventyr).
Vi producerer litteraturlister specielt målrettet de demente: Til den demente, som lige har fået stillet diagnosen, og til de  pårørende er der også lavet lister over materiale.
Der er rigtig mange gode fagbøger om det at være dement eller pårørende til en dement,  og vi kan også tilbyde film både som DVD og via Filmstriben om emnet.

Du kan læse vores folder med bøger og film om demens her - eller hente den på biblioteket.

Slagelse Bibliotekerne vil i alle tre byer være bemandet med personale, som vil være ekstra opmærksomme på de handicap en demenssygdom giver.

Vi ser frem til at samarbejde med alle institutioner, privat- og offentlige myndigheder samt alle som vil bruge biblioteket til mødested for demente og deres pårørende.

Så kontakt os gerne, hvis du vil bruge biblioteket - både praktisk og som sparringspartner.

Læs mere om demens - og om hvordan du bliver demensven her