Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Tobias' mor og far har sagt ja til at tage imod et feriebarn. Men det er Tobias, der hænger på Monty, da han - lurvet og tynd - ankommer med toget fra København. Tobias indser snart, at Monty kan sno de voksne om sin lillefinger, kun Tobias ser ham for, hvad han virkelig er. Spændende bog for 11-14-årige

Beskrivelse

Henrik Einspor står bag fortællingen om Tobias, der må døje den lumske Monty, der er sendt på landet som feriebarn henover 4 uger om sommeren. Tobias glæder sig til den dag, hvor han igen kan slippe af med Monty, der indynder sig hos de voksne, men både lyver og stjæler, når de ser væk. Tobias kalder Monty for en gøgeunge; og det skal snart vise sig, at han har mere ret end han aner

Vurdering

Der hviler en sær, urovækkende stemning over bogen, der sniger sig ind under huden på læseren, alt imens forholdet mellem de to drenge side for side går fra skidt til galt. Bogen slutter med et fornemt plot-twist, og er desuden både velskrevet og hurtigt læst, velegnet til fritidslæsning og læsetræning. Kapitlerne er overskuelige og læsevenligt layoutet. Det er vanskeligt helt at tidsbestemme handlingen, men umiddelbart kunne den foregå i 1950'erne eller 1960'erne

Andre bøger om samme emne

Der er ikke mange nyere børnebøger om feriebørn, der nok heller ikke er så almindeligt mere, som førhen. I Jeg kan stadig ikke flyve er to børn på rekreationsophold hos en dansk landmandsfamilie, efter rædslerne under 2. verdenskrig