Lektørudtalelse

Forfatter: Karina Høyer

Kort om bogen

Mens gymnasievennerne suges ind i normaliteten drages Helene af rusen fra stofferne og miljøet omkring Istedgade. Men hun er jo ikke rigtig misbruger, vel? For både den unge som den voksne læser af nyere litteratur om parallelsamfund og livet på kanten

Beskrivelse

Helene føler ingen trang til at slå sig ned, få sin egen familie og se rejseplanerne gå i vasken pga. børn og hverdag. I stedet er det stofferne og jagten på det næste fix og et sted at sove, der fylder for hende. Sammen med bandemedlemmet Sammi forsøger Helene at få enderne til at nå sammen i en virkelighed på kanten af samfundet. Romanen er forfatterens debut

Vurdering

En rørende roman om ulykkelig kærlighed. Kærlighed til stoffer og kærlighed til den (måske) helt forkerte mand. Romanen fortælles ud fra Helenes synsvinkel, der i begyndelsen bestemt ikke ser sig selv som en misbruger, men som i løbet af romanen forsvinder mere og mere fra læseren og fra sig selv. Sproget er råt og ærligt og skildrer uden omsvøb en virkelighed, der er meget fjern fra de fleste danskeres

Andre bøger om samme emne

De danske parallelsamfund skildres også i Morten Papes Guds bedste børn. Helenes benægtelse af sig selv som misbruger kan minde om Johannes syn på sig selv i Gennem natten og vinden. Kærlighedshistorien på samfundets skyggeside minder om Jacob Skyggebjergs Jalousi