Lektørudtalelse

Forfatter: Cæcilie Hjorth Pedersen

Kort om bogen

En lille familie flytter til et hus i skoven for at finde nye ståsteder efter den yngste datters mystiske død. For læsere af magiske og finurlige fortællinger

Beskrivelse

Faren, moren og datteren Maja flytter i et hus i skoven efter familiens yngste datter, Irmelin, dør. De tre familiemedlemmer forsøger at finde hver sit nye ståsted. Faren, der er konservator, udstopper fugle til en kunstinstallation på et nærliggende museum, og opholder sig meget i husets kælder. Moren anlægger en køkkenhave med hjælp fra den gådefulde nabo, mens Maja går på fuglejagt i skoven med katten eller snakker med genfærdet Vera. Langsomt trænger naturen sig på og blander sig på mystisk vis i hverdagens gang. Betina Birkjær er både forfatter og scene- og installationskunstner. "Hus i skoven til salg" er hendes anden roman

Vurdering

Birkjær skriver i et poetisk sprog og sammenvæver på overbevisende vis hverdagens følelser og liv med det mystiske og magiske. En fin og forunderlig lille fortælling om sorgens forskellige ansigter

Andre bøger om samme emne

 Sumplandia! er også en roman om et barns og en families sorg i et magisk-realistisk miljø, hvor naturen spiller en stor rolle. Derudover kan Harzen-sanger af Charlotte Weitze anbefales. Hun kombinerer også det hverdagsagtige med det dunkelt magiske