Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Hede

Kort om bogen

"Jeg kender ikke noget sted, der ved første blik har mindre på hjerte end "Tom". Den gør overhovedet ikke opmærksom på sig selv, hverken inde eller ude." Livet (og enden) på fortællerens stamcafé i København bliver afskildret. For alle læsere af dansk litteratur

Beskrivelse

I Københavns indre by ligger caféen "Tom", hvor bogens ældre, mandlige jeg-fortæller har sin faste gang. Han iagttager alle de menneskeskæbner, der kommer forbi. Både stamgæsterne og de "nye" typer som er begyndt at invadere cafeen. "Tom" er stedet, hvor man altid kan få en sludder med bartenderne, eller sidde alene og observere. Førhen var caféen et trygt sted for jeg-fortælleren, men med tiden er magien brudt, og han ser nu begyndelsen til enden for sin stamcafé. Niels Barfoed (f. 1931) er dr.phil., journalist, forfatter, litteraturkritiker og samfundsdebattør

Vurdering

Med udgangspunkt i Barfoeds egen stamsted Toms Café, fortæller Barfoeds alter ego anekdoter og betragtninger om livet på en storby-café. Fortællingerne om personerne og oplevelserne er fragmenterede og humoristiske, men med en sørgmodig undertone

Andre bøger om samme emne

Barfoed har tidligere udgivet Du siger noget og Farvel så længe! som ligeledes er erindringsglimt og betragtninger. Anden fortælling om menneskeskæbner, der krydser hinandens vej, findes med Bent Hallers Rakkerpakhuset, der dog er knap så fragmenteret som Barfoeds bog