Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Nyoversættelse af Lagerlöfs charmerende, eventyragtige og lidt upåagtede roman fra 1911. Den opmærksomme kender af forfatterskabet vil kunne genkende Liljecrona-familien fra debutromanen Gösta Berlings saga, hvor den indgår som en delhistorie. Men her udfoldes den til en hel roman til glæde for Lagerlöf- og klassikerelskere og som analysekræs for læsekredse

Beskrivelse

Der er så dejligt ude på landet i Värmland blandt bønder og præstefolk, hvor imidlertid et ægte Snehvide-drama udspiller sig på storgården Lövdala omkring den søde præstedatter Maja Lisa. Moren er død og hun bor alene med sin svage og blide far, indtil han gifter sig med en grum kvinde, som tyranniserer alle omkring sig. Blot ikke præsten selv kan se, hvordan den unge datter svinder hen under stedmorens benhårde regime. Som i eventyret er der hjælpere omkring hende, og da hendes frihedstrang og søgen efter kærligheden finder en bævende retning mod den violinspillende smed, Liljecrona, med den mørke fortid, træder de til og hjælper hende. - En dejlig, dejlig kærlighedshistorie med en skøn duft af en svunden tid og dog med skarptskårne og livskraftige kvindeportrætter, der som al kunst bare er vokset med tiden

Sammenligning

Oversætteren Anne Marie Bjerg er ekspert i at oversætte Lagerlöf, og hun formår at bevare den krydrede, originale sprogtone samtidig med at hun gør teksten mere forståelig for den nutidige læser end oversættelsen fra 1929

Samlet konklusion

Lagerlöf har et stort publikum i Danmark, og de vil glædes over dette mindre kendte værk