"Albummet er flækket i to dele. Den første er rockpræget med orkesteret Tiggerne, og anden del er ambient med hjælp fra duoen Bremer/ McCoy. Første kapitel er bedst. Der er klasse over "Sand kærlighedshistorie", der blæser forbitrelsen væk og renser luften med et forløsende poprefræn. Ånden fra Jørgen Ingmann genoplives med frostklar guitarklang, og sangen har stemning af "Når lygterne tændes". En anden stjernestund er "Skønne spildte kræfter", som udvikler sig fra poetisk sukkende ballade til glitrende elektronisk poprock. Mødet mellem poesi og rock er mere stivbenet i "Bittersød natskygge". Den gnubber sig op ad Oasis-svajende rock, men der gives ikke los for supersonisk løssluppenhed, der kunne få pænheden til at krakelere og Wonderwall'en til at styrte sammen. Man savner strejf af vildskab a la De eneste to, det guldrandede samarbejde mellem Peter Sommer og Simon Kvamm. Anden del er for stillestående og søvndyssende. "Faret vild i den samme skov" er melodisk flad og imonotondvale. Og "Ny chauffør" klinger som en døsig singer/songwriter foran et lejrbål, der ikke vil fænge"

"For en gammel melankoliker som Peter Sommer, der har en rest af jysk tungsind boende i stemmen, er det nyt at »springe ud som optimist« og på ti sange cirkle melodisk omkring glæden til et andet menneske ... Det får Peter Sommer nogle af sin bedste sange ud af. Sange om kærlighed med en dybere klang end forelskelsens damptog ... Halvdelen af albummet er indspillet med den afdæmpede jazzduo Bremer/McCoy og med besøg fra blandt andre Mikael Simpson og Benal. Her blotter Sommer en lysere sårbarhed i stemmen, mens kontrabassen går på vandring i de dæmpede kompositioner. Det er lidt af et øksehug, der deler albummet, og jeg så gerne Sommer udforske sine helt igennem stærke sangskrivning mere i det dubjazzede terræn. Men samtidig er rocksangen 'Bittersød natskygge' noget af det bedste, Peter Sommer har skrevet. Det er to halve, men helt gode plader"

""Elskede at drømme..." er en moden mands poetiske granskning af kærlighedens på én gang komplicerede og banale væsen. Jo ældre man bliver, jo mere bagage slæber man med sig. Men selv om uskylden er væk, kan kærligheden stadig ramme. Hvis man vel at mærke tør give slip på pessimismen og kaste sig ud på det dybe vand. Det er den slags overvejelser, Sommer er ude i her. Og han formulerer dem lykkeligvis på sin helt egen facon, hvor det igen lykkes ham at finde nogle stærke flertydige billeder og poetiske åbninger i det danske sprog ... Det understreger igen Peter Sommers status som en af sin generations bedste sangskrivere. Det samme gør musikken. For ligesom han skubber sine tekster i nye retninger, afsøger han også nye musikalske territorier og legekammerater. Eller rettere: Han cirkler faktisk tilbage til sit gamle orkester Tiggerne på albummets mere band-orienterede første halvdel, mens der så til gengæld virkelig går musikalsk sammenskudsgilde i den på pladensfremragendeanden halvdel ... En tidlig kandidat til årets danske album"