Per Thuesen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
09.02.17
Mit navn er Per Stangby Thuesen og jeg er født i Aalborg i 1952

Efter et par år flyttede mine forældre til Ballerup, hvor min far var Blikkenslagermester. Min mor var hjemmegående hustru.

Jeg har to søskende (tvillinger), som er seks år yngre end mig.

Efter min skoletid valgte jeg at komme ind i forsvaret, for indledningsvis at aftjene min værnepligt, som på tidspunktet var tolv måneder.

Under min værnepligt valgte jeg at fortsætte i forsvaret hvilket bevirkede, at jeg gik på befalingsmandsskole og efterfølgende blev sergent og oversergent. I 1975 kom jeg ind på Hærens Officersskole, som er placeret på Frederiksberg Slot i København.

I forbindelse med min tjeneste som befalingsmand og officer blev jeg tilknyttet Sjællandske Livregiment, som på tidspunktet lå på den gamle kaserne inde i centrum af Slagelse. Min nuværende hustru og jeg flyttede fra Roskilde til Slagelse i 1974, hvor vi indledningsvis fik en lille lejlighed på 48 kvadratmeter i Byskovparken. Efter et par år fik vi en større lejlighed ligeledes i Byskovparken.

I 1977 flyttede vi til Sørbymagle, hvor vi købte vores eget hus. Vi har boet i Sørbymagle lige siden, og er faldet godt til i byen. Jeg blev gift med min nuværende hustru Vera i 1975 og vi har sønnen Martin (38 år), som er seniorsergent på Gardehusarkasernen til dagligt. Min hustru Vera arbejder til dagligt som Uddannelses- og Erhvervsvejleder på Selandia i Slagelse, hvor hun har arbejdet siden 1990.

Efter min ankomst til Slagelse/Sørbymagle gennemførte jeg rent tjenstligt i forsvaret en række forskellige tjenester på Antvorskov Kaserne, Ringsted kaserne samt Forsvarskommandoen i Vedbæk. Jeg har været udsendt i international tjeneste for forsvaret fire gange (Cypern (1972/73), Namibia (1989), Kosovo (2000) og Irak i 2006/07).

Siden min flytning til Slagelse har jeg været meget engageret i sport, hvor især fodbold og håndbold har vagt min store interesse. Fodbolden startede i det daværende Etterbjerg Idrætsforening, hvor jeg blandt andet blev valgt som formand. Inden for det håndboldmæssige har jeg spillet håndbold i Hashøj Idrætsforening i mange år, samt været ungdomstræner i flere år. Jeg har blandt andet trænet vores nuværende Borgmester Steen Knut i håndbold i Hashøj Idrætsforening. Efter at være blevet lidt ældre, flyttede jeg til Sludstrup Idrætsforening for her igen at spille håndbold. Årsagen til denne flytning skyldes primært venners og naboers engagement i denne lille hyggelige klub, som nu desværre er nedlagt. Sludstup Idrætsforening blev primært ledet at to utroligt positive mennesker som hed Aase og Egon Darre, som kom fra Sludstrup.

Inden for det militære område på Antvorskov kaserne (nuværende Gardehusarkasernen) har jeg haft mange forskellige funktioner. Den sidste funktion, som jeg havde inden min pension 01. juli 2012 var som Chef for Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet. Jeg var Chef for eskadronen i fire år og otte måneder, som for mig var en utrolig og meget positiv oplevelse og erfaring. I perioden oplevede jeg mange positive ting i forbindelse med arbejdet med de unge positive værnepligtige, men også forholdet til Slagelse By og omgivelserne omkring byen. Hver onsdag red vi det traditionsrige byridt gennem byen. Jeg skrev eller fik fremstillet mange artikler i de lokale aviser omkring arbejdet ved Hesteskadronen.

Forholdet mellem Gardehusarregimentet, Slagelse borgere og by voksede år efter år, hvilket igen bød på en masse spændende oplevelser: Deltagelse i Slagelse festuge, Sct. Michaels Nat, aktiviteter ved Slagelse kommune, Etablering af det årlige Erhvervsråds nytårskur på kasernen samt en lang række andre spændende aktiviteter har været med til at præge min tjeneste ved regimentet.

Min funktion som Chef for Hesteskadronen og engagement i Slagelse By bevirkede, at jeg i september måned 2010 blev valgt som ”Årets Jesper”, som jeg er meget stolt af og glad for.

Jeg forlod forsvaret 01. juli 2012 efter 48½ års spændende og meget udbytterig tjeneste. Den 01. august 2012 blev jeg ansat som Staldmester ved Den Kongelige Stald-Etat, Christiansborg Ridebane i København, hvor jeg fortsat er tjenstgørende.

For tre år siden blev jeg kontaktet af daværende turistchef Jørgen Rasmussen, som spurgte mig, om jeg ville være med i bestyrelsen af Slagelse Turistforening, hvilket jeg sagde ja til, uagtet jeg ikke havde noget egentligt kendskab til turistforeningens arbejde, opgaver m.v. I maj måned 2015 blev jeg valgt som formand for Slagelse Turistforening, og jeg syntes, at foreningen gør fremskridt for at få flere turister til Slagelse Kommune.

Som tidligere nævnt flyttede vi til Slagelse i 1974 og har boet her lige siden. Vi er faldet godt til i Slagelse Kommune, hvor vi har fået private venner inden for hele kommunens område. Der er sket en enorm udvikling inden for Slagelse Kommune og Slagelse by i sin helhed siden vil flyttede til Slagelse by. Jeg håber på, at Slagelse by og Kommune i fremtiden vil fortsætte med at være lige så engageret i at få nye borgere til byen, samt tiltrække unge mennesker til de forskellige uddannelsessteder, som er placeret inden for kommunegrænsen.
 

Per Thuesen
januar, 2017

 

Om Per Thuesen:

Per Thuesen har en lang militærkarriere bag sig med udsendelser i bl.a. Nambia, Kosovo og Irak. Han var i 2007 chef for Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet i Slagelse frem til sin pension fra forsvaret i 2012. Han har siden 2012 været staldmester ved de kongelige stalde på Christiansborg Slot og sidder samtidig som formand for Slagelse Turistforening. Per Thuesen blev i 2010 valgt som ’Årets Jesper’ og bor i dag i Sørbymagle med sin kone Vera.

Tags