Stine læser

30.12.13

Jeg hedder Stine, er 40 år og har arbejdet som bibliotekar på Korsør Bibliotek de sidste 8 år. De senere år har jeg taget mig af bibliotekets læseklubber. Møderne i DR Romanklubben er altid inspirerende og giver mig nye vinkler på de romaner, vi debatterer.

Mine personlige yndlingsromaner er romaner, hvor man kommer helt ind under huden på hovedpersonen. Fortælleren/hovedpersonen må gerne reflektere over livet, døden, universet, skrivekunsten mv. Jeg kan godt lide romaner, der er skrevet som en kinesisk æske a la Paul Austers, men jeg holder også af de mere ordknappe skildringer, som man f.eks. finder hos Helle Helle. I den anden ende af spektret er der de mere syrede bøger som The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy og de humoristiske som Peter Larsens Med livet i hælene. Til gengæld læser jeg stort set aldrig krimi eller spænding. Den afdeling klarer jeg gerne foran fjernsynet søndag aften. Jeg har to ”store” drenge på to og fire år, som hver eneste dag, når jeg kommer hjem fra arbejde, spørger mig, om jeg har lånt nogle bøger med hjem. Det har jeg selvfølgelig. Så jeg får læst en masse billedbøger, som jeg modtager nogle helt ucensurerede brugeranmeldelser på.

Til ”Årets nye bøger” vil jeg hovedsageligt tale om de seks bøger, som er nomineret til DR Romanprisen 2013, men jeg vil også bringe nogle af mine drenges anbefalinger af billedbøger videre.