Ole Ritter

09.02.17
Søn af en korøgter

Da jeg senere blev cykelrytter, trænede og kørte jeg ofte løb i og omkring mit barndomsland, Slagelse og omegn. På de utallige træningstimer, man lægger i at blive så god en cykelrytter som muligt, får man et indgående kendskab til de mange områder, man kører i. Den langsommelighed, der er over det at cykle, sikrer, at man virkelig får sjælen med. Man kan nå at opleve masser af detaljer og sammenhænge. Man oplever og mærker, hvordan en egn, et landskab hænger sammen. Det er en ofte intens oplevelse. Sikkert fordi alle sanser står på vid gab i den fysiske kraftudladning, det er at træne.

Et par gange har jeg, når jeg alligevel var ude og rulle på de kanter, kørt ad den rute, jeg forestiller mig, far, mor og jeg tog på vores hjemtur i hestevogn fra Slagelse Sygehus en sen aften den 29. august 1941.

Vi kørte hen under aften fra sygehusets røde hovedbygning med de sortglaserede tegltag, til venstre ad Klostertrædet, ind gennem midtbyens snørklede og brostensbelagte gader, forbi bytorvet omkranset af byens vigtigste bygninger. Herfra videre ud af hovedgaden, til højre over jernbanebroen og videre ud i det åbne, let kuperede terræn langs jernbanen, hvor vi en god kilometer efter den gamle jernbanestation, drejede ind på Valdbygaardsvej, og mødte de første af Valbygaards jorde. Først i form af frugtplantager. Senere åbne kornmarker, der bølgede sig så langt øjet rækker. Turen ud mod Øster Stillinge var helt sikkert også gået forbi de to ornamenterede piller, der toner frem efter yderligere et par kilometers kørsel, og som på højre side markerer indgangen til godsets hovedbygning fra 1775.

Efter endnu en lille kilometer kom vi til Langebjerggaard, som lå lidt oppe og ligesom diskret tilbagetrukket på højre side af landevejen. Kort før gården, drejede vi til højre, ned ad en lille og på afstand idyllisk udseende vej indrammet af en lang række høje, stærkt forblæste elme- og piletræer langs noget, man knapt kan kalde en vej. Den var kørt fuldstændig vind og skæv af årtiers kørsel med tunge arbejdsvogne. Efter endnu 700-800 meters kørsel ad denne bumpende hulvej ankom far, mor og jeg til det gamle fæstehus, der dengang dannede rammen om mit første hjem: Et stråtækt, hvidkaldet bindingsværkshus bygget omkring 1880’erne.

Efter datidens målestok, og i forhold til kår jeg kan huske vi senere levede under, var det et pænt stort hus på godt halvfjerds kvadratmeter. Underligt at tænke på, at vi boede ni mennesker. Far og mor og syv børn.

Mine to ældste søskende, Helge og Lilly, var kommet ud og tjene som tolvårige. De røster i samfundet, der siden starten af 30’erne var begyndt at forholde sig kritisk til, at børn skulle begynde et hårdt arbejdsliv så tidligt, var dog så småt nået helt ud til vores beskedne husmandssted. Så den næste i rækken, min storebror Knud, havde allernådigst fået lov af far til at bo hjemme og gå i skole, til han var tretten et halvt. Men nu skulle jeg ankomme. Og så var der ikke mere at tale om. Allerede tre dage efter min ankomst begyndte Knud som ungkarl på en af de andre gårde under Valbygaard Gods.

Langebjerggaard står der endnu. Og i langt bedre stand, end den gang vi boede der. Efter mine ældre søskendes hukommelse mindede tilstanden af vores hjem dengang i 1941 om det hus, H. C. Andersen beskriver i mit absolutte yndlingseventyr Den Grimme Ælling: ”Det var så elendigt, at det ikke selv vidste, til hvad side det ville falde, og så blev det stående.”

Af Ole Ritter
 

Om Ole Ritter:

Tidligere dansk cykelrytter med speciale i enkeltstart og med adskillige sejre i bl.a. VM, Giro d'Italia, landevejsløb og seksdagesløb. Siden har Ole Ritter været sportskommentator på tv og været med til at starte RitterCykler. Teksten ’Søn af en korøgter’ er et uddrag af biografien ’Ritter’, som Ole Ritter skrev sammen med skuespiller og ven, Flemming Enevold, i 2013.

Tags