Velfærdsteknologien rykker ind på Slagelse Bibliotekerne

13.10.17
Er der efterhånden blevet så langt ned til fødderne, at det kniber med at få strømperne på? Eller har du svært ved åbne låg, flasker og bøtter? Så er de nye teknoteker måske noget for dig! Fra mandag den 9. oktober kan du låne velfærdsteknologiske hjælpemidler med hjem fra Slagelse og Korsør Biblioteker og afprøve, om de kan gøre hverdagen nemmere for dig.

Det er rart at kunne selv. Hvad enten det drejer sig om påklædning, madlavning eller noget helt tredje, er det bare rigtig rart ikke at være afhængig af hjælp fra andre, og der findes faktisk en lang række smarte hjælpemidler, der kan lette din hverdag.
For at gøre det lettere for dig, at få overblik over mulighederne, så åbner der teknoteker på både Slagelse og Korsør Biblioteker. Et teknotek er et lille udstillingsområde, hvor det ikke er bøger, der står på hylderne, men i stedet velfærdsteknologiske hjælpemidler.

Udvalget er bredt, og du kan finde alt fra lågåbnere og ergonomisk bestik til læselup, strømpepåtagere og robotstøvsugere.
Teknotekerne giver dig mulighed for at snuse til den velfærdsteknologiske verden, og ved at låne et hjælpemiddel med hjem i 14 dage, kan du let få afklaret, om det er en løsning for dig

Tags