Tag på kunstudflugt i pinsedagene

31.05.17
Sjældent er der smukkere end ved pinsetid, her på vores hjørne af Sjælland. Her dufter af syren, raps og tjørn, alt er lysende grønt, farverne står skarpt og der er noget for alle sanser. Det samme kan man sige om al den kunst, man kan nyde helt lokalt i pinsen, hvor årets Kunstdage på Midt- og Vestsjælland foregår for 16. gang. Her kan du opleve alle former for kunst og kunsthåndværk med meget på hjerte – og der er masser af mulighed for at få kildet sanserne.

I by og på land, fordelt ud over hele Slagelse Kommune, åbner 31 kunstnere, kunsthåndværkere og gallerier deres døre på vid gab, så alle der kommer forbi, kan drages mod deres keramik, malerier, skulpturer, collager, pileflet, træarbejder, tekstiler og fotografier. Alle steder er der i de tre pinsedage åbent fra klokken 11.00 til 17.00, og alle steder står kunstnerne forventningsfulde klar til at modtage gæster og glæder sig til at vise deres værker frem – og også til at fortælle om deres arbejde.

Besøger man mere end fire udstillingssteder, og husker at få et stempel på sin konkurrencekuponen hvert sted, kan man deltage i lodtrækning om gavekort til køb af kunst.

Årets folder, med den karakteristiske forside, der hvert år skifter til en ny farve, er tegnet af grafiker Theis Jensen, og kan fås på Slagelse Bibliotekerne og hos de deltagende kunstnere. Man kan også vælge at finde programmet på kunstdagenes hjemmeside, der hedder kunstipinsen.dk.

Kunstdagene i Pinsen foregår fra lørdag den 3. til mandag den 5. juni og spreder sig ud over hele Midt- og Vestsjælland. Hele 112 kunstnere er med i år, fordelt ud over de seks deltagende kommuner, som er Holbæk, Kalundborg, Ringsted, Sorø og Lejre – og så selvfølgelig Slagelse!

Kunstdagene i Midt- og Vestsjælland støttes af og arrangeres i samarbejde mellem kommunerne Holbæk, Kalundborg, Lejre, Ringsted, Slagelse og Sorø.