Luna og Maggie
Luna og Maggie

Læsehunden Luna har fået en lillesøster

Lunas lillesøster hedder Maggie og er en FT Cocker blanding med meget energi. Hun er lige nu i skarp oplæring som læsehund og skal lære at være lige så lyttende og tålmodig, som Luna

 

Du er velkommen til at hilse på Maggie, når du møder hende på Slagelse Bibliotek. Hun skal lære at tage elevatoren, trappen, gå på gulvene og genkende lugtene og lydene i børneafdelingen.

Hun kan først blive certificeret som læsehund når hun er fyldt 1 år, så derfor er hun i gang med at lære en masse tricks og tips fra Luna.
 

Luna har været læsehund på Slagelse biblioteket i lidt over 1 år og hun har trofast hver uge læst med to børn. Børnene er meget glade for læsestunden sammen med Luna og hun nyder det mindst lige så meget. Efter hver læsestund leger børnene med Luna, lærer hende tricks eller gemmer godbidder, som hun skal finde. 

En læsehund kan ikke læse, men den er rigtig god til at lytte. Læsehunden motiverer derfor børn til at træne læsning igennem tryghed og glæde.

Kender du et barn, som har knækket læsekoden, men som er udfordret og mangler nyt mod på at træne læsningen, så er et forløb med en læsehund måske noget for ham eller hende. Læs meget mere om Læsehunden her. Du kan også skrive til Luna og Maggies mor, Ea Bagge, og få mere at vide om hvordan du melder dit barn til læsetræning.