Janni Pedersen

09.02.17
Den vest og sydsjællandske morgenbande slår til igen

Morgen efter morgen. I NEWS studiet i den københavnske Sydhavn. Et af vejrkortene er fra Næstved. Baggrundsnakken, når der er pause fra udsendelsen, er med den brede accent. Med tryg og betoninger de rigtige steder. Hvor der bliver sagt bremse med E og himmel med I.

Sådan har det været de sidste fire år, når Jens Ringgard har styret vejret, og Lasse Sjørslev og jeg har styret nyhederne om morgenen. Lasse og Jens er fra Næstved.  Jeg er fra Slagelse. Vi er alle tre fra provinsen.

Jeg er egentlig mest fra landet. Jeg er født i 1968 på den gamle skole i Kirke Stillinge. Kort efter flyttede far, mor, min storesøster og jeg til Havrebjerg  - eller faktisk endnu mere på landet – til Blæsinge, hvor jeg boede hele min barndom i et ledvogterhus. Børnehaveklasse og de første fire år tilbragte jeg på den lokale skole. Med knap 40 elever på hele skolen. Vi var blot fire i min klasse. To drenge og to piger. I 5. klasse flyttede man til den store skole i Slagelse. Vestre skole. Og kort efter flyttede hele familien til 4200.

Jeg var for et par år siden i Havrebjerg forsamlingshus og fortælle om, hvordan barndommen i landsbyen havde præget mit liv. Det var underligt. At skulle stå der i den sal, hvor jeg havde spillet revy og lavet gymnastikopvisning år efter år, og skulle nu som den uhh så spændende studievært berette foran tapetet til hele min barndom. Tog det hele med. Hvordan landsbyen havde reageret fordomsfuldt, småborgerligt og forudsigeligt, da min mor og far som – vist nok - det første par i landsbyen, blev skilt i midt 70´erne. Afstanden til min mor, søster og jeg. Vi følte os nogle steder som parasitter, hvor man kunne mærke frygten for, at vi tog skilsmissen med os, når vi kom ind i deres stuer.

Men jeg fortalte også om kærligheden til den landsby, der gav mig nærhed, venskaber og oplevelser, som man ikke kunne få andre steder. Man gik jo bare ind til præsten, når hun var hjemme og fik chokolade i køkkenet og gode snakke. Eller man gik ned til sin ven Ken, der boede ved siden af sportspladsen og spillede cuba ved målet med et par få andre drenge og efter endt kamp gik ind på hans værelse hørte Dire Straits. Eller sov hos Rikke, der havde swimmingpool og farve fjernsyn og var min bedste og smukkeste veninde. Og som synes, jeg var så moden, selv om hun var to år ældre end mig. Desværre har jeg mistet den nære kontakt til landsbyen. Min storesøster og min mors venskaber fra landsbyen er bevaret. Og stadig de bedste og dybeste venskaber de har.

Det gik utroligt gnidningsløst, da vi flyttede til Slagelse, da jeg var 12-13 år. Jeg kendte foreningslivet, omgangstonen på en håndboldbane, jeg var forholdsvis dygtig i skolen, rimelig skarp til alt, der inkluderede en bold, sang og spillede teater. Og begyndte at arbejde som by pige i BR legetøj. Så jeg var dækket ind, på alle planer. Det var noget sværere for de, der ikke elskede bold. Slagelse havde ikke super mange alternativer til sport i først 80´erne.

Men for mig står folkeskolen som en hel central del af min opvækst i en provins. Vestre skole. Vi var vel godt 20 i klassen. Fra vidt forskellige miljøer. Vi var et par skilsmissebørn, et bagerbarn, en datter af en hjemmefrisør og en slagteriarbejder. To søskende fra Tyrkiet. Faderen arbejdede på fabrik. Moderen gik derhjemme. Der var en datter af en gymnasielærer og folkeskolelærer. Min egen mor skyndte sig også at tage en læreuddannelse efter skilsmissen fra min far. Men vi var primært arbejderbørn og kendte i den grad forskel på dem og os. Dem fra Dyrhs. Dem fra Marievang. Dem fra Antvorskov. Og dem, der lignede os mere – dem fra Nørrevangs Skolen.

Der var nogle, der havde tydelige mærker af en morgenflad, når de kom i skole. De, der sjældent havde madpakke med. Der blev flirtet, mobbet, skændtes og uddelt øretæver helt som i andre skoler. Men folkeskolen og sådan en midtbyskole lærte mig meget. At navigere i alle miljøer. At kunne snakke med alle. At afkode, hvordan folk har det.

Da min datter skulle i skole, var det yderst magtpåliggende, at det skulle være en folkeskole. Vi var bare udfordret. På det tidspunkt var stort set alle de lokale folkeskoler på Nørrebro 100 procent tosprogede. Primært med arabiske børn. Men netop da vores datter skulle begynde, havde en fremsynet skoleinspektør kæmpet for at få så mange forældre med etnisk danske børn til at melde dem ind som muligt. Så min datter begyndte på den lokale skole i 2003 med 30 procent tosprogede. Siden voksede det til 50 procent, da to skoler blev slået sammen. Hun er nu student, har fået de bedste venskaber på gymnasiet, men bemærkelsesværdigt blev hendes nytårsaften tilbragt med flere af de gamle klassekammerater. Og hendes bedste veninder er stadig veninderne fra folkeskolen. Og hun har gået på en folkeskole, der afspejler lokalsamfundet. Det har givet hende indsigt, empati, skarphed. Det samme jeg lærte, af at gå på Vestre skole. Bare et andet sted, en anden tid, en ny beboersammensætning. Men læren er den samme.

I virkeligheden har jeg bare gjort det, som mange andre gør i København. Taget provinsen, landsbyen med til Nørrebro. Eller dele af den. De bedste dele. Jeg er en del af Nørrebro, og har været det i snart 22 år. Jeg kender mine naboer. Alle mine naboer. Og de, der bor i gaderne rundt omkring os. Jeg kender alle grønthandlerne. Og slagterne. Både frilandsslagteren og den marokkanske halal slagter med de bedste lammekoteletter. Og har mine lokale steder, hvor vi drikker vin og spiser mad ugentligt. Hvor hunden altid får en godbid.

En af mine veninder fra gymnasiet flyttede for mange år siden fra Frederiksberg tilbage til Slagelse. Min første reaktion var: Det gør du ikke, så bliver du slået tilbage til start. Hun lovede mig dog, at når alle ungerne var flyttet hjemmefra, ville hun overveje, at hive mand med til København igen. Det venter jeg så på.

Jeg flyttede fra Slagelse kort efter gymnasiet i 1987 og er aldrig vendt tilbage. Mit forhold til Slagelse begrænser sig til en hurtig gåtur fra banegården til min søster. Eller en tur i storcentret, inden jeg drejer af til min mor i Vemmelev. Får jeg en sjælden gang forvildet mig op i Vestsjællands centret med min voksne niece, bliver jeg snot forvirret. Hilser folk på mig, fordi jeg er inde i fjernsynet, eller bør jeg kende dem. Hilser for en sikkerheds skyld på alle. Jeg har intet forhold til 4200.

Men jeg er ikke i tvivl om, hvilket stof jeg er gjort af. Og hvor det kommer fra.

Når jeg går tur med min hund, når jeg at sige hej mindst 30 gange på knap fire kilometer. Jeg føler mig fuldstændig tryg på det mørke Nørrebro – også kl. 3.00 om natten. Det er min provins. Nørrebro. Og det har Havrebjerg og Slagelse lært mig. Hvordan man lever nært, selv i det store.

Af Janni Pedersen
 

Om Janni Pedersen:

Janni Pedersen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har siden arbejdet på TV som almen reporter primært på 19.00 Nyhederne og som retsreporter. De sidste 10 år har Janni Pedersen været studievært på TV2 NEWS, og de sidste par år har hun også været studievært på kriminalmagasinet Station 2. Hun er opvokset i Blæsinge ved Slagelse, men bor i dag på Nørrebro med sin mand, journalisten Kim Faber, datteren Nana på 19 år og beaglen Bella på 11 år.

Tags