Knausgård hædres med pris

08.11.22
Efter en mindre Corona-forsinkelse kunne norske Karl Ove Knausgård endelig modtage H.C. Andersen Litteraturprisen 2022.

I 2020 blev Knausgård tildelt prisen, der hædrer en af de mest skelsættende forfattere i ny nordisk litteratur. Så kom der en større pandemi i vejen for overrækkelse og fejring, men nu lykkedes det endelig. Knausgård kunne endelig få overrakt prisen under festlige rammer den 30. oktober 2022 på Odense Bibliotek.

For priskomitéen var Knausgård det helt oplagte valg:
 Karl Ove Knausgård er en utroligt god forfatter, der interesserer sig for noget af det samme som H.C. Andersen, som skrev hele tre selvbiografier. Knausgård blandt andet har skrevet seks store bind, der handler om hans liv, og hvor han udforsker feltet mellem romankunsten, fiktionen og selvbiografien. Derfor synes vi, at han er en værdig arvtager for H.C. Andersen, når det gælder at udfordre forholdet mellem genrer, siger Anne Marie Mai, der sidder med i priskomiteen og er professor i nordisk litteratur på Syddansk Universitet.

"Karl Ove Knausgård tildeles H.C. Andersen Litteraturprisen for sin intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H.C. Andersen i stor stil udforskede, og for i lighed med H.C. Andersen at placere Skandinavien på det litterære verdenskort", lyder det i motiveringen.

Karl Ove Knausgård er med sit mastodontiske 6-bindsværk Min Kamp blevet definitionen på autofiktion. Men Knausgård er meget mere. Han er nærværende, filosofisk, højtflyvende og hverdagslig på samme tid.

Er du nysgerrig på at vide mere om Knausgård og hans forfatterskab, så kan du læse mere i denne artikel på Litteratursiden.dk eller Forfatterweb

Og har du endnu hans forfatterskab til gode, så har vi listet en masse bøger op herunder, som er oversat til dansk og lige til at gå i gang med. Rigtig god fornøjelse!

 

Fotograf Signe Dons

 

Tags