Bibliotekets Sommeravis for børn

12.06.20
Kom og hent et gratis eksemplar

Biblioteket fejrer sommerferien med stor ny avis til alle børn. Som noget helt nyt udgiver kommunens biblioteker en sommeravis til alle børn mellem 8-12 år. Avisen er smækfyldt med idéer til aktiviteter og anbefalinger til godt læsestof og skal bl.a. fastholde børnenes læselyst og skabertrang gennem sommerferien.

Se den digitale version her: "Bibliotekets Sommeravis"

For rigtig mange børn er der nok en lidt særlig sommerferie i vente. Myndighedernes retningslinjer og anbefalinger gør, at ferien ikke bliver helt som den plejer og med stor sandsynlighed kommer til at være hjemme i dejlige Danmark.

Men alt det sjove skal børnene bestemt ikke snydes for. Derfor kommer bibliotekerne med noget nyt – Bibliotekets Sommeravis! En avis fuld af sjove quizzer, DIY-aktiviteter, interviews, debatter, overraskende anbefalinger til sommerferielæsning og endda et brætspil!

'Bibliotekets Sommeravis' er børnenes helt egen avis!

Sommeravisens indhold er særligt målrettet børn i alderen 8-12 år. Derfor er der også adskillelige artikler og anmeldelser, som er skrevet af børnene selv.

I sommeravisen kan man bl.a. læse det eksklusive interview med Youtube-megastjernen Naja Münster, der fortæller om, hvordan det er at være kendt og at medvirke i både bøger og spillefilm på det store biograflærred.

 

To kendte børnebogsforfattere, Jan Kjær og Emil Blichfeldt, medvirker med en uhyggelig historie, ”Killzone”, som børnene kan hygge-gyse over i sommervarmen. Og så er der masser af tips og tricks fra spejderne til hvordan du nyder din sommerferie – i strålende solskin eller under nattens stjerner.

Hent Sommeravisen på biblioteket

Sommeravisen bliver trykt i mere end 5000 eksemplarer og bliver delt ud på alle folkeskoler, specialskoler, privat- og friskoler i Slagelse Kommune.

 

Alle børn i 2. - 5. klasse vil få et eksemplar af Bibliotekets Sommeravis med sig hjem til læsning og brug i deres sommerferie. Alle andre kan få fingrene i et eksemplar af ’Bibliotekets Sommeravis’ på biblioteket i Slagelse, Korsør eller Skælskør fra den 16. juni.

 

Rigtig god læselyst :-)