Læsehunden Diana
Læsehunden Diana

Ny læsehund i Skælskør

01.10.21
Hip hip hurra - vi har været så heldige at få endnu en læsehund på biblioteket. Det er Diana, der er en spansk mynde og hun står sammen med sin ejer, Anette, klar til at til at hjælpe læseudfordrede børn videre med læsningen. De er klar til at hjælpe mandag eftermiddage på Skælskør Bibliotek. Kender du allerede alt til læsehunde og ved det vil være en god løsning for dit barn, så skal du sende en mail til sjaelland@laesehunde.dk. Hvis du endnu ikke kender til hvad læsehunde kan hjælpe læseudfordrede børn med, så læs videre i artiklen.

Hvem er Diana
Diana er en utrolig rolig, glad, kærlig og meget varm(!) Spansk Galgo/Mynde, som nyder at være i selskab med både børn og bøger. Hun elsker at besøge Skælskør Bibliotek og har den fineste næse for en god historie - især hvis den bliver læst op af en barnekammerat i hyggekrogen. Diana har tidligere løbet stærkt efter harer i Spanien.

Diana's fører hedder Anette, som deler hendes levende interesse for både bøgernes univers samt børns trivsel og velvære.  Anette har tidligere arbejdet med bl.a. Pilates i udlandet og på Julemærkehjem i Danmark.

Sammen står de to klar til at give børn med læseudfordringer en super rar, afslappende og samtidig motiverende læseoplevelse i Skælskør Biblioteks forunderlige verden.

Hvad er en læsehund?
For en del børn kan det være stressende at læse i klassen eller for forældrene, da de ”hakker” lidt i det under oplæsningen. Børnene føler at de skal præstere og hvis det ikke går godt, så bliver de set ned på af de andre børn.

For de børn kan læsehunde være en stor hjælp. Læsehunden er nemlig bare med på sidelinien med et kærligt slik og aldrig kommer der en negativ kommentar, hvis læsningen går langsomt eller stammende. Det er den form for kærlige opmærksomhed som børn kan få gavn af, når de øver læsningens svære kunst.

Skælskør Bibliotek
Her kan man booke et læseforløb med Diana. Et læseforløb varer som oftest seks uger og henvender sig til børn fra 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men har ved svært læsningen – eller som mangler motivation til at læse.

Kender du et barn, som har lyst til at læse sammen med Diana, er du velkommen til at kontakte sjaelland@laesehunde.dk

Slagelse Bibliotek
Her kan man booke et læseforløb med Luna eller Maggie. Et læseforløb varer som oftest seks uger og henvender sig til børn fra 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men har ved svært læsningen – eller som mangler motivation til at læse.

Kender du et barn, som har lyst til at læse sammen med Luna eller Maggie, er du velkommen til at kontakte sjaelland@laesehunde.dk

HUSK
Der kan være ventetid på læseforløb.

Du kan læse mere om et læseforløb og hvordan det foregår i artiklen fra Sjællandske 

Læs mere om læsehunde på foreningens hjemmeside.