Påskeæg
Påskeæg

Hyggelige påskerier

24.03.21
Påsken venter lige om hjørnet og her får du forskellige små ideer til hvad du kan lave derhjemme. Det kræver hverken store kreative evner eller utallige materialer, så alle kan være med. Du kan finde ideerne nedenfor og se lister over hvilke materialer, der skal bruges samt vejledning til hvordan man gør. God påske til jer alle.

Kylling af pom pom

Kylling af pompom
Du kan med fordel se vores lille video, hvor vi viser hvordan du laver kyllingen. 

Materialer

  • 2 papringe (se video)
  • Gult garn - helst tykt 
  • 2 øjne - googly eyes, filt eller karton 
  • Orange karton til næb
  • Rødt karton til fødder (kan udelades) 
  • Saks og lim

Ekstra ideer
Du kan lave pompoms af andre farver garn og sætte dem sammen til påskeharer, påskelam og meget andet. Papringe kan laves i alle størrelser. Det er kun fantasien, der sætter grænser. 

Garnæg

Garnæg 
Det er en sjov (og ret klistret) opgave at lave sine egne garnæg, men resultatet er flot og kræver meget få ting. 

Materialer
Garnrester (vi har brugt bomuldsgarn)
Skole- eller hobbylim
Vandballon eller lille ballon
Saks, skål og vand - evt. en pensel

Kom i gang

  • Bland vand og lim med halvt af hvert i en skål.
  • Start med at vikle garn rundt om ballonen. Det kan være lidt svært at starte.
  • Lav det mønster du har lyst til. 
  • Når der er rigeligt med garn på ballon og kun få lufthuller smører du et tykt lag lim ud på hele ballonen. Sørg for at alt garn bliver godt dækket af limmassen. Du kan smøre det ud med hænderne eller en pensel. 
  • Læg æggene på bagepapir og lad dem tørre i omkring to døgn. Du ved de er helt tørre, når de føles hårde (vi snød og brugte en føntørrer, da de var næsten tørre). 
  • Når de er helt tørre, springer du forsigtigt ballonen med en nål og piller ballonresterne ud.
  • Læg dem pænt i en skål eller sæt snor i, så de kan hænges på grene. 

Tip
Du kan lave æg ensfarvede eller bruge forskellige farver af garn. 

Perleæg

Påskepynt af perler
Helt almindelige perler kan forvandles til fantastisk påskepynt. Du kan lave flotte påskeæg med mønstre, påskeharer, påskekyllinger og meget andre, men du kan også lave flotte påskeæg ved at bage perlerne. 

Påskeæg af "bagte" perler

  • Perler i forskellige farver
  • Perleplade (vores skabeloner er med firkantet plade)
  • Bagepapir

Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 g.
Tegn dit motiv på et stykke bagepapir.
Hæld perler ud i motivet - det er ligegyldigt hvilken vej de vender. 
Sæt pladen i ovnen - vær meget forsigtig, da perlerne meget gerne vil trille. 
Bag dem et par minutters tid til de er smeltet sammen - kig ind og hold øje.
Sæt snor bagpå og hæng. 

Perleplader

  • Perler i forskellige farver
  • Perleplade (vores skabeloner er med firkantet plade)
  • Bagepapir
  • Strygejern - og en voksen til at hjælpe med strygningen

Skabeloner til perleplade
Du kan finde inspiration til hvordan du laver de forskellige motiver på nettet eller du kan bruge en af vores to skabeloner 
Du kan selv lave alle mulige mønstre på påskeægget med dine perler. Kaninen kan du give et lille silkebånd om halsen (der hvor der mangler et par perler).
Hæng snor i eller måske lim en stor klips bag på, så du har dit helt eget bogmærke. 

Stenfår og stenkylling

Stenkyllinger og stenfår
Påskens ture kan bruges til at finde sten, der hjemme kan laves til den sødeste påskepynt. 

Stenkylling

  • Find nogle flade sten og mal dem gule med tuscher eller maling.
  • Sæt et næb af karton eller filt på med lim og mal eller lim øjne på.
  • Med limpistol eller anden stærk lim kan du limme en løkke i toppen af stenen, så den kan hænges på grene.  

Stenfår

  • Stor flad sten til krop.
  • Mindre flad sten til hoved.
  • 2 endnu mindre flade sten til ører.
  • Snor / bånd eller gren, så den kan hænge eller stå i en vase.
  • Maling eller tuscher til at lave øjne.

Karsekylling

Karse-kyllinge-glas 
Det er en let og sjov måde at få lidt mere påske på bordet.

  • Der klippes næb og øjne, der passer til glassets størrelse og de limes på glas.
  • Dernæst fyldes glasset godt med vat - husk det falder sammen, når der hældes vand over.
  • En kande fyldes med vand og der røres frugtfarve i.  
  • Det gule vand hældes over vat - læg eventuelt mere vat i, så vat når til kanten af glasset.
  • Hæld karsefrø over vat. 
  • Sæt et par fjer i som pynt. 
  • Og så er det bare at vente nogle dage på at karsen spirer frem og er klar til at blive spist.

Materialer
Glas - det kan være et gammelt, rent syltetøjsglas eller andet
Vat
Gul frugtfarve
Øjne og næb - googly eyes, pap eller filt, men de kan også males / tegnes på
Saks, vand
Karsefrø 

Lilla påskeæg

Dekorer påskeæg 
Du kan let dekorere dine påskeæg med tuscher eller pensel, men de kan også farves med forskellige materialer fra naturen. Det giver æggene en fin, marmoreret effekt. 

Husk at få hjælp, hvis du farver æg med planter. Det er kogende vand, der bruges. 

Metode 1 - helfarvning / marmorering

  • Sæt vand over i en gryde med planter i (se nedenfor hvilken farve de forskellige planter kan give)
  • Lad vand og plante koge i cirka 20 minutter. 
  • Sigt plantematerialet fra og hæld vandet tilbage i gryden.
  • Bring vandet i kog og kog dit æg i 10 minutter, så kan ægget stadig spises. Koger du ægget længere bliver farven mere intens, men ægget kan ikke længere spises. 

Metode 2 - dekoration med planter

  • Kom ud i naturen og saml mos, blomster, blade og andre spændende ting. Langt de fleste planter afgiver farve, når de bliver kogt - men husk at farverne ikke bliver præcis som blomsten eller planten. 
  • Læg de planter du vil bruge på et stykke vådt køkkenrulle.
  • Pust et æg ud - altså der hvor du laver et lille hul i hver ende af ægget og puster selve æggehvide og blomme ud af ægget.
  • Pak dit æg ind i servietten med plantemateriale. 
  • Rul staniol om æg og serviet.
  • Kog det i vand i omkring 20-30 minutter - jo længere det koger, jo mere intens bliver farverne. 
  • Tag ægget forsigtigt op af gryden og pak det ud - HUSK det er meget varmt.
  • Skyl ægget og lad det tørre for rigtigt at se farverne. 

Tip
Farven afhænger af om du bruger hvide eller brune æg. Til de meget lyse farver er hvide æg bedst til at vise farven. 
Hvis du vil kan du efterfølgende lakere dine æg. Det giver dem ekstra glans og holder bedre på farven - men det er kun til æg, du ikke skal spise.
Hvis æggene ikke skal spises, kan du også lime tørrede blomster på dem til pynt. 
Har du pustet æg, kan du for eksempel bruge æggene til pandekager. 

Plantefarver
Løgskaller: gulbrun
Rødløgsskaller: rødlig 
Rødkål: blå / lilla
Kaffegrums: brunlig
Teblade: flere brunlige nuancer, men afhænger af din te
Rødbede: rødlilla
Blåbær: blå
Paprika: orange
Gurkemeje: gul 

Materialer