Hugin og Munin
Hugin og Munin

9 go’e om de nordiske guder

15.10.19
I anledning af 40 års jubilæet for Peter Madsens Valhalla kommer der her en liste med spændende bøger om nordisk mytologi.

Frejs frieri 
Niels Vagner Petersen
Billedbog. En tidlig morgen vover guden Frej sig op til Odins tronstol, hvorfra man kan se hele verden. Frej får øje på den smukke jættekvinde, Gerd, og bliver håbløst forelsket.
Der er yderlige 2 titler i serien: Thors trofæ og Lokes skam.

Stormgaard – Gudernes Mission 
Thilo P. Lassak
Fantasy. Nordbodrengen Juul og pigen Livgret skal redde Stormgaard fra en farlig varulv. Kan de klare det?
Serien består af foreløbig 4 bind

Vølvens spådom 
Tanja Rohini Bisgaard
Fantasy. Erik og Astrid bliver hentet fra nutiden tilbage til vikingetiden. De er tilkaldt som Midgårds beskyttere. Troldkvinden Ildri giver dem en vigtig opgave. De skal forhindre en krig.
Der er yderligere 1 titel i serien.

Monsteret i skoven 
Michael Jensen
Malte finder en lille thorshammer i nærheden af et vikingecenter. Samme sted er en ravn, som Malte føler, kan forstå, hvad han siger. Han bliver urolig og synes pludselig, at de krogede egetræer virker meget uhyggelige.
Første del af serie.

Prøven 
Emil Blichfeldt
Guderne Thor og Loke skal som teenagere aflægge deres "Gudeprøve" ved at spionere blandt jætterne i Jotunheim. De møder blandt andet den uhyggelige jætte-heks og selveste Udgårdsloke, som er lige ved at fange dem. Vil de mon klare prøven?
Første del af serie.

Magnus Chase og kampen om sommersværdet
Rick Riordan 
Fantasy. Hjemløse Magnus finder ud af, at hans ukendte far er en af de nordiske guder. Under en vild kamp dør han, men vågner op i Valhal og herefter begynder kampen om at passe på sværdet.
Serien består af 3 bøger + en novellesamling.

Ravnenes hvisken
Malene Sølvsten
Fantasy. Den 17-årige Anne får et drømmeagtigt syn, hvor hun oplever et gammelt bestialsk mord på en ung rødhåret pige, i hvis ryg morderen har skåret et runetegn. Snart florerer en serie af voldsomme mord på egnen. Alle ofrene er rødhårede piger, og på dem alle er det mystiske runetegn.
Serien består af 3 bøger.

Valhalla – Ulven er løs
Peter Madsen
Tegneserie i farver om de gamle nordiske guder Thor, Loke, Odin m.fl. og deres dramatiske oplevelser i og uden for Valhalla.
Serien består af 15 bind.

Nordisk mytologi 
Neil Gaiman
Genfortællinger af historier fra den nordiske mytologi. Om Odin, Thor, Loke og de andre gamle guders magtkampe, deres letantændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger.