Flyttekasser
Flyttekasser

9 go’e billedbøger om at flytte til et nyt sted

11.03.19
Det kan være svært at forlade det trygge og velkendte og flytte til et nyt sted. Men man kan også få en masse nye og gode venner. Her er der en liste med billedbøger for børn fra 2 – 7 år, der kan være med til at vise at flytning ikke er så slemt.

Felix flytter
Af Marta Altés, 2015
Vaskebjørnen Felix er lige flyttet med sin familie. Alt er nyt og utrygt, og Felix føler sig ensom. Snart finder han nye venner, og når han får brev fra de gamle venner, er det som om, de er hos ham.
Fra 3 – 6 år.

Oliver & Max
Af Claire Freedman, 2017
Oliver er lige flyttet til storbyen. Han savner sit gamle hus, naturen og især sine venner. Men en dag møder han hunden Max som han bliver venner med. Hvordan går det når Max' ejer dukker op?
Fra 3 - 7 år.

Hilda får en legekammerat
Af Krista Hjärpe, 2013
Hilda er lige flyttet. Hun har ikke nogen at lege med det nye sted. Men hun møder naboens dreng, Charlie. De leger sammen resten af dagen.
Fra 3 – 5 år.

Clara, Månen og det nye hus
Af Christa Kempter, 2015
Clara skal flytte, men hun vil først slet ikke flytte. Hun vil ikke væk fra børnehaven, vennerne og huset de bor i. Især vil hun ikke væk fra sit værelse, hvor hun føler sig tryg, når månen lyser ind ad vinduet om natten.
Fra 3 – 6 år.

Her i huset: en billedordbog: en hverdagshistorie
Af Annette Neubauer, 2018
Tvillingebrødrene Kim og Jonas skal flytte i et nyt hus. Flyttebilen kommer med familiens ting og familien får travlt med at indrette sig i deres nye hus.
Fra 2 – 5 år.

Ella Bjørn skal flytte
Af Nicola O'Byrne, 2018
Ella og Far Bjørn skal flytte og kører i to dage, hen til deres nye hus. Undervejs får de snakket om hvornår man hører til et sted og om hvad det vil sige at føle sig hjemme.
For 4 – 7 år.

Mille og Mulles nye hus
Af Pauline Oud, 2016
Mille og Mulle har fået et nyt hus og skal flytte. De pakker alle deres ting, men det er svært at finde ud af, hvor tingene skal stå i det nye hus.
Fra 2 – 4 år.

Timo og Pico skal flytte
Af Anke Wagner, 2012
Drengen Timo og hans krammedyr Pico skal flytte til Espergærde. Dette afleder bekymrende tanker om alt det uvisse, der skal ske.
Fra 4 – 7 år.

Ole skal flytte
Af Berit Åberg, 2015
Ole og hans familie skal flytte i et større hus, hvor Ole og hans storebror får hver sit værelse. Men Ole vil ikke flytte. Han kan godt lide at bo, hvor han gør og dele værelse med sin bror.
Fra 3 – 7 år.