Venskab
Venskab

9 go’e billedbøger om venskaber

07.02.19
Her er en lille samling af de gode billedbøger om at være venner, finde venner, bliver uvenner og gode venner igen. Bøgerne er fyldte med gode illustrationer, herlige historier og retter sig mod de små børn mellem 3 og 9 år.

Krapyl
Af Kim Fupz Aakeson, 2018
Krapylet bor alene under en klam badebro, hvor han lever af skidtfisk og tang. En dag træder Signe ud på hans bro. Måske kan hun være en ven? Men venskab er ikke noget man bare aftaler, siger Signe. Det skal ske af sig selv. Fra 5-9 år.

Sara ser du ikke
Af Anna Platt, 2018
Da Sara som den eneste ikke bliver inviteret med til Loas fødselsdag, begynder hun lige så stille at blive usynlig. Men en dag i parken er der én som kigger lige på hende. Fra 5-8 år.

Træet
Af Bárdur Oskarsson, 2018
Kaninen Bob funderer over, hvad der ligger på den anden side af træet. Hilbert har været der, siger han. Han kan også flyve, men han er for træt til at vise det. Bob ved ikke rigtig, hvad han skal tro. Fra 3-6 år.

Ottos uldne sweater
Af Ulrika Kestere, 2018
Lemuren Otto besøger sine venner, lossen Lisa og bjørnen Niels, i det høje nord. Hans drøm er at se og male Nordlyset. Men der er så koldt, og hans pels er ikke varm nok. Straks udtænker vennerne en plan for at hjælpe. Fra 3-6 år.

Snabels Herbarium
Af Christina Weise, 2008
Snabel elsker sine tørrede planter, men Lille, hans bedste ven, kommer til at hælde saftevand udover hans herbarium, og så stikker han af. Snabel bliver vred, og skriver et brev til Lille, og i den kommende tid er  de to venner ikke sammen, men de savner hinandens venskab. Hvem rækker først hånden ud? Fra 4-6 år.

Bette & Bjerg – rumtænnisten
Af Tina Sakura Bestle, 2018
Bette finder "Noget", og mener at det er rumtænnisten, hvilket Bjerg ikke er helt enig i. Han griner bare. Bette tager alene ud, for finde ud af hvor "Noget" kommer fra. Ude i skoven er der dog meget mørkt, og så kommer man hurtigt til at savne en ven at se på stjerner med. Fra 3-5 år. Læs også Bette & Bjerg – bjerget af kager.

Jeg har jo sagt kom hjem!
Af Jory John, 2018
And glæder sig til at hænge ud med sin nabo Bjørn, men Bjørn vil på fisketur alene i en hel uge. Men er det nu så sjovt for Bjørn at være helt alene på tur og stakkels And. Kan han være helt alene? Fra 3-6 år.

På toppen af bakken
Af Linda Sarah, 2018
Bertil og Eddie er allerbedste venner, og hver dag leger de på bakken med deres papkasser. En dag dukker en ny dreng op, Nor. Eddie inkluderer ham straks, men Bertil bliver jaloux og usikker og føler sig sat udenfor. Fra 3-6 år.

Opfindelser, strikkede huer og en dum kat
Af Rasmus Bregnhøi, 2017
Mus er ensom, han bliver drillet, og en dag er han ved at blive ædt af en dum kat. Så møder han Mis, og det er begyndelsen på et fantastisk venskab. Fra 5-8 år.