101 ting børn kan lave udenfor

Af Anonym (ikke efterprøvet)
09.02.15
Denne bog er sprængfyldt med gode ideer til udendørsaktiviteter for børn, og indeholder præcis 101 ting de kan lave udenfor

Anbefalet af Lisbeth Enghave Lindemose
 

Denne bog er sprængfyldt med gode ideer til udendørsaktiviteter for børn, og indeholder præcis 101 ting de kan lave udenfor. Så skal du have lokket børnene med udendørs og mangler du lidt inspiration til lege, kreative aktiviteter eller små hyggestunder, så er denne bog noget for dig.

Den er forfattet af Dawn Isaac, der selv skriver, at bogen henvender sig til de børn, som elsker at kigge fjernsyn, spille på tablets, flyde i sengen eller se film i sofaen – de børn som trænger til at få røde kinder og sol i øjnene. Eller set med egne øjne, til de børn og forældre som mangler lidt ny inspiration til børnefødselsdagen, haveprojekter i børnehøjde eller aktiviteter på strand– og skovturen.

Aldersmæssigt er den for børn mellem 4 og 11 år, og indeholder forrest i bogen den 101 lange liste med forskellige aktiviteter med alt fra at male med vand, lave et menneskeligt solur, finde dyrespor, spille fransk cricket eller plante blomsterløg i en spand.
Bogen er fyldt med lækre billeder og gode beskrivelser af den enkelte aktivitet, samt små lister over hvad du skal bruge af udstyr.

Der hvor jeg personligt synes bogen bliver rigtig anvendelig er ved listen over kategorier som findes bagerst i bogen. Her er 16 kategorier med inspiration til aktiviteter egnet til fester/ store grupper, aldersinddelte aktiviteter, hurtige projekter på 1 time, årstidsbestemte aktiviteter, forskellige lege, aktiviteter til stranden og gåturen eller til parken, hvis du bor i lejlighed. De 101 forslag kan således godt optræde flere gange, men afhænger af kategorien.  

Mangler du inspiration til regnvejrsdagene, ferien, eller skal du holde børnefødselsdag og er løbet tør for ideer til lege, så vil du med garanti finde inspiration i denne bog. Aktiviteterne er nemme at gå til, krydret med lækre billeder, og sjove for både piger og drenge (samt barnlige sjæle).